Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sin arving, hvis sønnen ikke var kommet hjem.
Senere havde han under denne tat det op med
alle hans infall og storm-byger.
Tomasine bad ham sætte sig ned. Hun
spurte, om han havde nogen annen
bestemmelse æn at vedbli hos henne? — Nej; han
ønskede at bli, — hvis fru Kurt vilde. — Om
hun så kunde stole på ham? — Jo, det kunde
fru Kurt.
Det første, hun da vilde be ham om, var,
at han ikke mere måtte kalle henne fru Kurt,
men fru Rendalen; at han også måtte få de
andre til at slutte med fru Kurt og begynne
med fru Rendalen. Deres øjne møttes, —
hennes usikkert flammende under brillerne og
hans i vid-åpen forandring. Men da han så,
at hennes brille-glas efterhånden fyltes, fordi
at tårerne ikke fik frit løp — hennes flate næse
gjorde, at glassene tok ned på kinnen —, da
skyndte Andreas Berg sig at sige: »Godt; det
skal ske!« Hun tok nu brillerne af, tørrede
først sine øjne, så dem, gav sig god tid, før
hun kom med det næste. Imidlertid gled
noget koldt utover ansigtet.
»Kære Berg,« sa hun og satte brillerne
på, »kan De ikke i al stilhed, så ingen mær-’
ker det, få alle familje-portrætteme, alle
malerierne her, for jeg vét ikke altid at gøre
forskel/ — få dem brænt, eller på annen måte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
