Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og nu ropte nakken bortover mot det hvinende
barn: »Ja, vænt nå bare! Je ska, dægelen
rrrrrive, gi dig å skrrrrrike for, je!«
Tomasine ned ad trappen, om haven, forbi
mængden. Hun vilde ikke høre banningen én
gang til, ikke bankingen — og ikke, slet ikke
det vanvittige barne-skrik! Hun mere sprang
æn gik forbi folkene, som gjorde plas, men
ikke mere æn der var, så hun støtte mot flere,
og da det bar nerover, hoppede hun fra trin
til trin, — trodde at høre, at det lo bak henne,
men bare hoppede ænnu fortere; hun var i ét
væk nær ved at stupe, men lot stå til. Trods
alt hørte hun uafbrut bak sig barne-rædselen,
brænnevins-røsten; et rasende fruentimmer-gnæll
kom også til. Hunder vågnede og gødde, men
ikke nær nok til at ta skrikene deroppe bort
ifra henne, de forfærdelige skrik, intil — gud
ske lov! — klokkerne fra to kirker i byen slog
i næsten på samme sekund for at ringe ut; og
de tok så hele luften for sig alene.
Da var hun kommet til den store sten-helle,
hvor ungdommen havde været før; nu var den
tom, og her seg hun ner og brast straks i
gråt.
Endelig kom Andreas Berg efter; hun
følte det på hans værdige skridt, at hun havde
båret sig urigtig ad. Hun turde heller ikke
vænte, til han kom helt fræm. Uten at se sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
