Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af ironi og skyhed; han stod og kærede, halvt
i smil og halvt i forlegenhed, med den ene
hånd i sit brune, noget grå-sprængte skæg,
mens han hørte på Rendalen.
Tomas Rendalen var hans rene
inotsæt-ning; bestemt, ildfull, elegant. Skolebarnene
havde travelt med at fortælle om ham, at han
brukte essenser, og sandelig —■ det duftede af
ham som af en fin dame. Noget pertentligt
var der også over hans linned, hans grå
klæder, som i misunnelsesværdig nyeste snit sat
efter kroppen. Han var ypperlig skapt og
meget elastisk i alle sine rørelser. Mens han
talte hviskende til doktoren, havde han et
nervøst, intrængende lag; det var, som det
galit at bruke øjeblikket ut til det siste. Så
brøt han tvært af og ilte nerover. Der
åpne-des nemlig døren ænnu én gang, og in kom
de, som han sansynligvis havde væntet på,
gamle Green, ført af kapellanen Karl Vangen.
Ja, nu var det gamle Green; en bøjet
olding, som gik varsomt, ført af den lange
pastor Vangen. Karls ansigt var af dem, som
ikke let ændres; den store panne, de store
øjen-hulninger, de gode øjne. og den lange, like,
lit smilende mim, som Tomas i sin tid havde
gjort så nar af, var altsammen som før, bare
det sat på et længre mænneske. Tomas kom
for at hilse på oldingen og gik ærbødig på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
