Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig. Men hun vaktes og blev færdig i en fart
til at rejse sig, da hun hørte, de andre
begynte. Hun vilde stå færdig for at mot-ta
dem, som måtte ville hilse på henne og kanske
også be ham. hilset, som havde løpet sin vej.
Og så kom der ingen. Jo, frøkenerne
Jensen kom, de to skæve modehandlerinner;
stille, hjærtelige og smilende som bestandig
kom de; de takkede og bad »skolebestyreren«
hilset så mange ganger; hvis de fik lov,
ønskede de nok selv at få komme op og takke
ham. Men frøkenerne Jensen var de eneste.
Ikke engang Nils hlansen kom, og ikke Laura;
ikke en eneste af hennes gamle elever; ikke
engang fru Engel, den kære stakkars Emilie, som
hun, ret som det var, havde tænkt på; ingen.
Om nogen havde gåt op til fru Rendalen
for på forsamlingens vegne at gi henne en
ørefik, så kunde den redelige kvinne ikke være
blet mere forskrækket. Du evige gud, hvad
betød dette?!
For henne var jo hans tale deres samliv;
tanke for tanke, hvad de havde lært og
erfaret sammen og fåt stadfæstet, den ene hos
den andre.
Men den var mere; den var hennes lange
arbejde, først og sist med ham selv, like fra
han blev født, og til han stod der som nu,
klar, kunskabs-rik, varm, fylt af et stort mål;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
