Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og tar mig ut i og roses for. Jeg har sådan
usigelig stor, stor, stor længsel I —«
Hun havde rejst sig, øjnene tindrede
gennem tårerne, håret bruste; hun havde slåt ut
med de lange armer, i det samme gråten kom,
—• nu væltede hun sig ned. Tinka kunde ikke
motstå alle de gode erindringer, som Nora nu
havde vakt. Hun kom i al sin bredde og
fylde vaggende og la sig over henne.
Og så sat de siden en stund sammen i det
små-pludder, som er egen for forsoningens
lyksalighed. Tinka tapte ikke bort, hvad hun i
disse dager havde skrevet op i sin hukommelse,
og som Nora skulde ha; men hele klemmen
var borte af det; kvikke svar af Nora gjorde
det næsten kedsommeligt. Hun måtte tilsist
le af det, som for lit siden syntes henne meget
alvorligt, uhyre betænkeligt.
Og midt under dette stormede en op ad
trapperne; trin for trin første trap som
trommestikker, så annen, nu tredje hit op og fræm
over mørk-loftet i samme rasende usvækkede
hvirvel . . . Der var bare én, som undertiden kom
slik; men henne kunde det dog ikke være......?
Heroppe var døren ikke læst. Heroppe
bankedes ikke på; heroppe bare reves op. Jo,
det var Tora. — Gud!
De to pigers forbauselse, krænkelse,
værdighed..., den kunde ikke gøres bedre ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
