Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
løstes af den værste hunger her i faste forhold,
daglig tilbakevendende med innerlighed, med
hengivenhed, med opofrelse af de samme
mænnesker mot de samme, — og han
bestandig utenfor. At hans væsen skrek efter det,
han så på, — »ikke det forbannede klineri«,
som han uttrykte sig, nej, netop det, hvori
grun-formen var tillid, tillid og ænnu én gang
tillid. De måtte kunne bære over med ham og
ta ham, som han var, fordi de trodde på ham.
Ellers gik han aldeles istykker.
Og fru Rendalen sat der tilsist med hans
hode i sit fang. — Hun hørte og hørte, og
hjærtet vokste, og brillerne tok hun helt af;
for det nyttede ikke længer med dem. Hun
tænkte: han har ret, — gud, hvor han har
ret! Det ene billede steg op for henne efter
det andre. Men over alle andre: hvad der
var hændt ham med lærerinnerne. Dem havde
hun straks trod. Og for at føje dem straks
tat skolen fra ham, ja, havde siden den tid
fræmdeles et slags overopsyn. Til dette
øjeblik havde hun levet i den salige inbilning, at
det var ham likegyldigt! Ja, en lettelse!
Så ante det henne, hvad hun også for
resten kunde ha fejlet; — hun kænte ikke
denne fine, sårlige natur. Når de tilbaketrængte
kræfter i ham atter holdt på at få magt, så
havde hun skyld!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
