Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
VAABEN
maatte endog hver Gjest afsynge en Sang til Harpen, som gik rundt i Laget1.
Af andre Forlystelser synes allerede i de ældste Tider Legemsøvelser, som
Kapløben og Brydning, visse Lege, som etslags Boldspil og Bretspil, og endelig Jagt,
fornemmelig med Høge, at have været de sædvanligste. Sverddands eller Springen
over Sverd, hvilken Tacitus omtaler som den blandt Tydskerne ene brugelige
Art af Skuespil, synes man hos vore Forfædre ikke at have kjendt.
Om Germanernes, følgelig og vores Forfædres, Skik, altid at bære Vaaben,
er der allerede ovenfor talt. Disse Vaaben var dog fornemmelig Angrebsvaaben;
Forsvarsvaaben, paa Skjoldet og Hjelmen nær, var ej saa almindelige til dagligt
Brug, og anvendtes stundom ej engang i Kampen, da Flere satte sin Ære i, uden
saadant Værn at trodse Døds-Faren. Men paa at besidde ypperlige
Angrebsvaaben satte man en overordentlig Priis. De hos vore Forfædre meest brugelige
Vaaben var, især efter de ældste Beretninger og efter Gravhøjenes Indhold at dømme,
Spydet, Sverdet og Øxen. Det ældste Slags Spyd var rimeligviis den i Rigsmaal
omtalte frakka, paa Tydsk franca, hvilket Navn hos de latinske Forfattere, som
det synes ved en Fejltagelse, er gjengivet med framea2, et Spyd med en liden
og tynd Odd, fordi der, som Tacitus siger, endnu paa hans Tid idetmindste i
Tydskland ikke var mere Jern forhaanden, end at man maatte omgaaes sparsomt
dermed. Muligt er det dog, at dette kun er en fejlagtig Slutning fra Spydets
tilfældige Udseende; thi af vore Oldskrifter synes det, som om der lige fra umindelige
Tider altid var Jern nok forhaanden ej alene til Vaaben, men ogsaa til
Huus-og Agerdyrknings-Redskaber. Der nævnes flere Slags Spyd, hvis særegne Former
nu ikke længer kjendes. Som Haandspyd og Kastespyd synes i de ældste Tider
foruden Frakken ogsaa den saakaldte Geir (angelsaxisk går) at have været
sædvanlig3. Af Sverd nævnes tvende Slags, det tveeggede Sverd, og det noget kortere
een-eggede Sax; intet af dem var til mere end een Haand, eller stort over een
Alen langt, men man lagde meget Vind paa at have dem af det fineste og
omhyggeligst bearbejdede Staal, og saa prægtigt smykkede som muligt. Øxen var
maaskee det egentlige nationale Vaaben hos vore Forfædre; ogsaa af den gaves
der flere Slags, men det sædvanligste og for Nordmændene meest charakteristiske
var den langskaftede, med et temmelig smalt Jern og ikke synderlig bred Egg.
1 Beo wulf, V. 2119 — 2319, 1742 — 1819. Beda fortæller i sin Kirkehistorie udtrykkeligt om
Cæd-mon (død 680) at han, uagtet han i sin modnere Alder udmærkede sig saa meget ved sine religiøse Digte,
dog ikke i sine tidligere Aar havde sunget verdslige Sange, men at han i Gilder, hvor den Morskab fandt
Sted, at Alle skulde synge efter Ordenen, forlod Laget, naar han saa Citharen (Harpen) komme nærmere.
2 Tacitus, Germ. Cap. 6. Jevnfør Grimm, Gesch. der deutschen Sprache, S. 516—518.
3 At Geiren ogsaa brugtes som Kastevaaben, sees blandt Andet af Widsidhkvadet V. 253—256: «full
oft of påm heåpe hwinende fleåg giellende går on grame peöde»; ofte fra hiin Hob hvinende fløj den
gjaldende Geir over gramme Thjoder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
