Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
JARMUNREK ELLER ERMANARIK 218
fortaltes om en mythisk Ermanarik. Ammian veed nemlig intet af at Ermanarik
var bleven saa farligt saaret af de roxolanske Brødre; han siger kun at han længe
søgte at holde Hunerne Stand, men dog tilsidst af Frygt dræbte sig selv1. Ved
nærmere Betragtning ville imidlertid Ammians Ord findes ikke at staa i nogen
ligefrem Modsætning til Jornandes’s. Denne siger heller ikke at Ermanarik døde
af sine Saar, men kun at han fristede et sørgeligt Liv med et sygt Legeme, at
Hunerne endog benyttede sig af denne hans Svaghed for at angribe hans Rige,
og at han, fortvivlet over sine Smerter og Hunernes Angreb, døde — det ligger
næsten i Ordene at han gav sig selv Døden — i sit 110de Aar2. At den historiske
Ermanarik allerede paa Jornandes’s Tid kunde blive en Sagnfigur, er ikke
besynderligere, end at Theodorik ligeledes et Par Aarhundreder efter sin Død kunde
blive det3. Hertil kommer nu ogsaa, at vore egne Sagn saa bestemt henføre
Jar-munrek til Goterne4, hvad der neppe vilde have været Tilfældet, hvis han kun
var en fælles oldgermanisk Sagnfigur, og endelig, at det danske Sagn om ham,
hvilket Saxo meddeler, indeholder de vidtløftigste, nøjagtigste og
omstændeligste Beretninger om hans Bedrifter: et tydeligt Vidnesbyrd om, at han som
historisk Person maa have levet og virket i det gamle reidgotiske Stammeland.
Som Hersker over alle de gotiske og maaskee flere tilgrændsende Lande bliver
Ermanarik af Vigtighed ogsaa for vor Historie, da der er den største
Sandsynlighed for, at den gotiske eller halvgotiske Deel af Norge tillige lød under hans
Herredømme. Den Rolle, han spiller i vore gamle Eddadigte, vidner allerede
noksom om, at han heller ikke har været vore Forfædre ligegyldig. Jornandes udleder
hans Herkomst i 6te Led fra Amala, de gotiske saakaldte Amalungers (i vore
1 Amm. Marc. I. c.: Qui vi subitæ procellæ perculsus, quamvis manere fundatus et stabilis diu conatus
est, impendentem tamen diritatem augente vulgatius famå, magnorum discriminum metum voluntariå
morte sedavit.
2 Jornandes de rebb. Get. c. 24, fratres ejus (Sonildæ) Sarus & Ammius germanæ obitum vindicantes
Ermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius, ægram vi tam corporis imbecillitate contraxit. Quam
adversam ejus valetudinem captans Balamir rex Hunnorum, in Ostrogothas movit procinctum . . . inter
hæc Ermanaricus tam vulneris dolorem, quam etiam incursiones Hunnorum non ferens, grandævus et
pienus dierum, centesimo decimo anno vitæ suæ defunctus est.
8 Vil man hente en Modgrund derfra, at Jornandes synes at omtale Vidga (Vidieula, c. 5 og 34) som
en af Goternes allerældste, i Kvad besungne, Sagnhelte, medens han i Sagaerne om Dietrich og
Ermen-rich nævnes samtidig med disse, saa bortfalder denne Indvending alene deraf, at Vidga har kunnet stilles
sammen med den historiske Theodorik, der levede endnu senere end Ermanarik. At Ermanariks Historie
paa Jornandes’s Tid var stærkt udsmykket, at ældre Sagn allerede vare henførte til ham, ligesom senere til
Theodorik; at maaskee endog Sagnet om Sørle og Hamder kan høre til disse ældre, er højst sandsynligt;
dette viser kun, at Ermanarik paa Jornandes’s Tid allerede ved Siden af sin historiske havde faaet en
sagn-mæssig Tilværelse, ligesom Theodorik, der paa Jornandes’s Tid endnu levede i altfor friskt Minde til at
blive en Sagnfigur, et Par Aarhundreder senere er bleven det.
* Se f. Ex. Guörünarhvöt, v. 2, Hamöismål, v. 3, 23.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
