Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
OLAF GEIRSTAD-ALF 40
Olaf havde sin Bolig paa Geir stad i Skiringssal. Han beskrives som en stor
og smuk Mand, der synes at have været meget yndet af sine Undergivne. Der
fortælles at han engang drømte, at en stor, sort og fæl Oxe kom østenfra til Landet,
og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Mennesker, tilsidst hans Hird. Han
lod derfor sammenkalde et Thing paa Geirstad, og udtydede her Drømmen
saaledes, at den Fred og Lykke, Riget i saa lang Tid havde nydt, skulde forbittres
ved en Pestsygdom, der fra Østen af vilde komme i Landet, og først angribe en
Mængde af Folket, dernæst Hirden, og endelig ham selv. Han befalede, at hele
den forsamlede Mængde skulde opkaste en stor Høj paa et nærliggende Nes, og
gjerde ovenfor tversover Neset, saa at intet Kvæg kunde komme did; i den Høj
skulde alle de Døde begraves, og enhver mere anseet Mand skulde have en halv
Øre Sølv med sig i Graven. Han forordnede, at man ogsaa skulde lægge ham i
Højen, men at man ikke maatte blote ham efter hans Død. Hans Drøm, heder
det, gik i Opfyldelse, og han blev højlagt paa den af ham anordnede Maade. Dog
afveg man fra hans Forbud, idet man blotede ham som Landvætte eller Egnens
Skytsaand, hvorfor man ogsaa siden kaldte ham Geir stad-Alf1. Den Deel af dette
Sagn, som vedkommer Drømmen og Pesten, kan neppe være meget gammel, da
Thjodolf, der digtede Ynglingatal til hans Søn Ragnvalds Ære, og saaledes næsten
kan kaldes hans Samtidige, intet veed derom, men kun siger at han døde af
Fod-verk og højlagdes paa Geirstad. Forresten har han ganske vist været anseet som
en Landvætte, og Sagn, om just ikke ganske af ovennævnte Indhold, maa tidligt
have knyttet sig til hans Høj. Thi allerede Sagnet om hvorledes Sverdet Bæsing,
der siden kaldtes Hneitir, blev opgravet af Olaf Geirstad-Alfs Høj og foræret
Olaf den Hellige af dennes Fosterfader Rane vidførle, synes i sig selv neppe at
være yngre end Midten af det Ilte Aarhundrede2, og vilde neppe være blevet
til, hvis der ikke allerede da i Skiringssal fortaltes merkelige Ting om
Geirstad-Alfens Høj. Og dertil kommer, at endog Saxo, der henfører alle disse ældre
Vestfold-Konger og deres Bedrifter til Sjæland, dog fortæller om Olaf Gautreks (d. e.
Gudrøds) Søn, der lagdes i en Høj, der siden opkaldtes efter ham, ved Hleidr3.
Det synes altsaa, som om Sagnet har gjort en større Mand af Olaf, end han i
hvad der er end rimeligere, har Gudrød Vejdekonge været gift med en Datter af ham efter sin første Hustrus
Død. Det heder i en egen Beretning om Olaf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. S. 209), at han herskede over
to Fylker, Upsa og Vestmare; men dette er kun en Misforstaaelse af Ordet ofsa (mægtigt) i Thjodolfs Vers
(Yngl. S. Cap. 54).
1 Flatøbogens Fortælling om Olaf Geirst. Alf, Fornm. Søg. X. S. 210—212. Olafs Saga hins helga,
udg. af Keyser og Unger, Cap. 2. 2 Olaf den Heil. Saga Cap. 16 i Fornm. Søg. IV. S. 27.
8 Saxo, 9de B. S. 439. Saxo henfører fremdeles alle de ældre vestfoldske og sønderjydske Konger til
den danske Kongeæt. Dog er det tydeligt, at den Kilde, han fulgte, maa have nævnt Olaf som Søn af de
frankiske Annalers Godfrid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
