Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOMSVIKINGERNES TOG TIL NORGE 101
fritstaaende Bygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk en ung Mand af god Æt,
ved Navn Geirmund, sov med en Deel Folk1. Geirmund og hans Mænd vaagnede
ved Jomsvikingernes Krigsraab og Vaabentummel. Han kastede i en Hast
Klæderne paa sig, og hoppede ud fra Loftet. Det var et højt Hop, men han kom dog
ned paa Benene. I det samme han kom ned, fik han et Hug over Armen, saa at
Haanden gik af; imidlertid slåp han dog bort i Mørket, fik nogle Folk til at følge
sig paa en Løbeskude, og skyndte sig nordefter alt hvad han kunde, indtil han
traf Haakon Jarl og hans Søn Erik ved et Gilde paa Gaarden Skuggen i Borgund
paa Søndmøre. Jarlen sad just ved Bordet, da Geirmund kom ind og hilsede ham.
«Er der noget paa Færde», spurgte Jarlen. «Ja», svarede Geirmund. «Jeg haaber
din Tidende er god», sagde Jarlen. «Nej», svarede Geirmund, «god er den ikke,
men sand; en Hær er kommen i vort Land søndenfra Danmark, og øver megen
Skade i Eders Rige». Haakon, som maaske allerede længe forgjæves havde ventet
Jomsvikingerne, vilde i Førstningen ikke tro det, og sagde at Norge forlængst
havde været øde, hvis Danerne havde herj et hver Gang der gik Rygte derom;
han lagde endog til, at Folk neppe vilde vænne sig af med at udsprede falske
Efterretninger, førend en saadan Rygtesmed var bleven hængt. Geirmund svarede:
«om faa Uger ville I nok erfare, at jeg har talt sandt». I det samme blottede han
sin Armstump til Bevis paa at han ej foer med Løgn. Han tilføjede at han kunde
skjønne det var Jomsvikingerne derpaa, at han i det samme han mistede Haanden,
paa hvilken der var en Guldring, hørte en af de Omstaaende sige: «der fik du en
god Fangst, Vagn Aakesøn!» Det var nemlig ham, som havde hugget den af.
Nu indsaa Jarlen og hans Mænd, at det virkelig var Alvor, og at man skyndsomst
maatte samle den udbudne Hær. Viter bleve antændte, Hærør opskaaren, og
Haakon selv ilede med et eneste Skib ud og ind efter hver Fjord for at drive Folk
sammen, saa at man ikke engang ret vidste Besked, hvor han var, eller hvor han
sidst havde tilbragt Natten. Man maa næsten formode, at det lange Ophold, som
gik hen mellem Erik Jarls første Melding om den forestaaende Krig og
Jomsvikingernes virkelige Ankomst, har gjort Haakon tryg, saa at han har ladet en
Deel af de først samlede Skarer drage hjem igjen. Imidlertid samledes nu atter
Hæren sammen i store Flokke og forøgedes med alle dem, som Jomsvikingernes
Herjen nødsagede til at flygte fra de sydligere Fylker. Haakon holdt idelig Udkig,
deels landvejs over Eidet, deels udenom Stad og syd i Fjordene, medens Erik
forblev ved Hovedhæren.
1 I Jomsvikingasaga Cap. 39 er det Tunsberg, ikke Jæderen, hvor Jomsvikingerne allerførst komme,
og Manden, der mistede sin Haand, kaldes Agmund hvite, ikke Geirmund. Urigtigheden af at lade dem
anløbe Tunsberg og herje her, i Danekongens eget Rige, er indlysende. Alle de øvrige Sagaer,
Jomsvikinga-draapa med iberegnet, nævne Jæderen og Geirmund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
