- Project Runeberg -  Det norske folks historie / III /
256

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

256

OLAF TRYGGVESSØN >

Kravla var gift. Thorvald nedsatte sig paa Løkjamot i Videdalen, og gjorde
derfra flere Udflugter om i Landet med Biskoppen. I et Gilde paa Haukagil,
— efter en Beretning skal det have været Thorvalds eget Bryllup — hvor ogsaa
Thorkell Kravla var tilstede, men Thorvald tilligemed Biskoppen og de øvrige
Christne maatte sidde for sig selv i en anden Stue, skal Biskoppen, som man
troede paa en overnaturlig Maade, have faaet to anmassende Berserker, der
forstyrrede Lagets Fred, bragte af Dage. Thorkell Kravla havde lovet at antage
Christendommen, hvis dette lykkedes, men, heder det, uagtet det lykkedes, og
skjønt han nok troede at det var den sande Gud, som Biskoppen forkyndte,
kunde han dog ikke finde sig i at døbes eller renses i Vand, og vilde ikke
underkaste sig denne Skik; derimod syntes han at hans gamle Svigerfader Olaf, der
allerede var sengeliggende af Alderdom, kunde lade sig døbe. Dette skede ogsaa,
og Olaf døde kort Tid derefter i de hvide Daabsklæder (hvilket man ansaa for
en sikker Vej til Himmerige); Thorkell lod sig indtil videre kun primsigne1.
Thorvalds og Biskop Frederiks Bestræbelser vare dog i det hele taget ikke synderligt
heldige. Meest udrettede de paa Nordlandet, hvor flere Høvdinger lode sig døbe,
og mange andre, om de end ikke modtoge Daaben, dog troede paa Christus,
forsagede Afguder og Blot, og undsloge sig for at betale Hovtold. Blandt de døbte
Høvdinger var der endog een, Thor vard Spak-Bødvarssøn paa Aas i Hj altedal,
der lod opføre en Kirke paa sin Gaard; denne Kirke søgte hans egne Brødre at
opbrænde, men det lykkedes dem ej2. Paa Vesterlandet fik Thorvald og Frederik

heden, imod Thorvalds Spaamand d. e. Biskoppen, og hvorledes denne ved Vievand og Bønner fik den
i Stenen boende urene Aand til at fly; hvorved Kodraan, der allerede havde glædet sig ved at høre
Klokkeklang og Klerkesang, og lugte Røgelsen, blev bevæget til at lade sig døbe.

1 Dette fortælles noget forskjelligt. Thorvald Kodraanssøns Thaatt (Olaf Tryggv. Saga Cap. 131)
fortæller det aldeles legendarisk; det er her Thorvalds Bryllup; begge Partier, de Christne og Hedningerne,
sidde sammen i en Skaale, kun adskilto ved en tvers gjennem Skaalen løbende Bæk. Berserkerne, der
begge hede Hauk, udfordre Biskoppen til en Styrkeprøve, hvorfor denne ej undslaar sig, men lader store
Baal tænde langs ad Gulvet; han indvier Baalet, og indbyder nu Berserkerne til at gaa gjennem Ilden;
de prøve derpaa, men omkomme; selv gaar han derimod uskadt igjennem. I Vatnsdølasaga Cap. 46
fortælles dette paa en langt sandsynligere Maade. Berserkerne udfordre ej Biskoppen, men komme kun og
forstyrre Laget; Biskoppen raader vel til at gjøre Ild op, men prøver ikke selv paa at gaa igjennem den;
derimod falder det af sig selv at Berserkerne, efter Berserkervane, skulle vade Ildene, som det hed. At de
nu brændte sig til Skade, var rimeligt nok og behøver ej at tilskrives Vievandet. De falde ifølge denne Saga
ikke døde ned, men blive bankede til døde med Stokke af haandfaste Mænd, som Biskoppen havde ladet
opstille paa Bænkene. Vatnsdølasaga nævner ej at Thorkell lod sig primsigne, kun at han erkjendte de
Christnes Gud, men vægrede sig ved at modtage Daaben. Primsignelsen omtales derimod i Kristnisaga
Cap. 2, og i Grettes-Saga, Cap. 15, hvor tillige Thorvald og Biskop Frederik i Forbigaaende omtales.
Fortællingen om Thorvald nævner ikke engang Thorkell Kravla.

2 Her fortælles atter en Legende om et Mirakel, hvorved Kirken reddedes, idet de, der vilde brænde
den, første Gang syntes at se Ildsluer staa ud af alle Glugger, og anden Gang, da en af dem bøjede sig ned
for at blæse til II den, to Pile kom, den ene efter den anden, og sloge ned i Gulvet saa nær ved ham, at han
skyndte sig bort og ej vilde oppebie den tredie.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:42:47 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/3/0282.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free