Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF HOS SIN MODER AASTA
117
spurgte Kongen. «Saa mange», svarede Halfdan, «at de, naar de skulde drikke,
stode ganske tykt rundt om dette Vand». «Store Gaardsbrug vilde I have», sagde
Kongen; «deri ligne I eders Fader». «Men du», sagde han til Harald, «hvad vilde
du have?» «Huuskarle», svarede Drengen. «Hvor mange», spurgte Kongen. «Saa
mange», sagde Harald, «at de i et eneste Maaltid aade alle min Broder Halfdans
Kør». Da lo Kongen og sagde til Aasta: «Her opføder du nok en Konge, Moder!»1
Fra Ringerike drog Olaf atter ud til Viken, hvor han før Paaske kom til
Tunsberg. Den blinde Rørek havde han med sig, og behandlede ham meget godt;
han gav ham to Mænd til Opvartning, lod han sidde ved sin Side i Højsædet,
holdt ham vel i Mad, Drikke og Klæder, og lod ham faa rigelige Lommepenge.
Rørek var dog, som man let kan begribe, mørk og ordknap, og svarede som oftest
tvært og kort, naar man talte til ham. Han plejede ofte at lade sin Skosvend
lede sig afsides fra andre, hvor han da pryglede ham. Følgen var at Skosvenden
tilsidst løb fra ham. Rørek sagde til Kongen, at Drengen ej vilde tjene ham, og
Kongen gav ham da en ny Tjener, men det gik ikke bedre med denne, og lige
saa lidt med hans Efterfølgere, indtil Olaf satte en Mand, ved Navn Svein, der
var noget beslægtet med Rørek og tidligere havde været hans Mand, til at
opvarte ham. Det var dette, som Rørek havde ønsket. Han vedblev vel endnu
med sit Stivsind og sine afsides Vandringer, men i Stedet for at prygle Svein
som de forrige Tjenere, naar de vare i Eenrum, var han venlig og snaksom, talte
om gamle Begivenheder fra den Tid, han var Konge, og ytrede sin Harme over
dem, der havde skilt ham ved al hans forrige Magt og Lykke, og gjort ham til
et Almisselem. «Men hvad der synes mig aller tyngst», sagde han, «det er at du
og mine andre Frænder, af hvem vi ventede os saa meget, skulle vanslægte, saa
at I ej hevne de Forhaanelser, der ere tilføjede vor Æt». Svein indvendte, at der
var alt for stor Overmagt at binde an med. Rørek svarede, at han endda
nogenledes skulde kunne trøste sig over den Skjendsel og Mishandling, han havde lidt,
naar han kunde drive det dertil, at han, skjønt blind, sejrede over den, der
overvandt ham sovende. Olaf digre troede sig nu sikker, og det var en let Sag at
tage ham af Dage. Selv vilde han gjerne forsøge derpaa, hvis ikke hans Blindhed
hindrede ham deri; men han skulde finde paa et godt Raad dertil, og haabede
1 Saaledes Olaf den helliges Saga, Cap. 74, Snorre, Cap. 75. Den legendariske Saga, Cap. 29 fortæller
dette noget anderledes, i det den lader Samtalen foregaa medens Sigurd Syr endnu levede, nævner intet
om Guthorm eller om Olafs Forsøg paa at prøve Drengens Mod, tilføjer at Halfdan da var 7 Aar gammel,
og udtværer Kong Olafs Svar om Harald. Den lader ogsaa Vandet, om hvilket Kørne skulde staa, være
Mjøsen, hvilket naturligviis er urigtigt. Kongesagaerne nævne «et Tjern», men det er øjensynligt
Tyrifjorden, ved hvilken Sigurd, ifølge Sagnet, skal have boet paa Bønsnes; og Neset er altsaa hele dette i
Tyrifjorden f remstikkende Nes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
