Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JARLERNE THORFINN OG BRUSE HYLDE OLAF 187
Overherre; nu havde han selv taget den hele Arv efter Olaf Tryggvessøn, og
fordrede derfor at Bruse skulde blive hans Mand. I saa Fald, sagde han, vilde han
forlene ham med Øerne, og understøtte ham saaledes at man skulde faa at see,
hvem der var bedst tjent, enten Bruse med Norges Konges, eller Thorfinn med
Skottekongens Hjelp. Men vægrede han sig ved at gaa ind derpaa, da vilde Kongen
selv sætte sig i Besiddelse af alle de Lande, hans Frænder og Forfædre havde
besiddet i Vesten. Bruse fandt Betingelsen noget haard, og overlagde med sine
Venner derom. Men da han deels ikke saa nogen anden Udvej til Hjelp mod
Thorfinn, deels ogsaa allerede var i Olafs Vold, fandt han det raadeligst at
underkaste sig. Og saaledes hyldede han da Kongen, og erkjendte ham som den rette
og egentlige Herre over alle sine Arvelande, hvorimod Kongen igjen modtog hans
Hylding og Lens-Ed.
Da Thorfinn hørte at hans Broder Bruse havde søgt Kong Olaf, var han i
Førstningen ved godt Mod, idet han stolede paa at han under sit forrige Ophold
hos ham havde skaffet sig mange mægtige Venner. Imidlertid fandt han det dog
sikrest, selv at tale sin Sag og skyndte sig til Norge, for, om muligt, at komme
did førend Bruse havde bragt sit Anliggende i Orden. Men da han kom, fik han
høre at Bruse allerede havde erkjendt Olaf som sin Overherre, og var bleven hans
Vasal. Han opsøgte imidlertid Kongen, og denne forlangte strax af ham, ligesom
af Bruse, at han skulde tage sin Deel til Len af ham. Thorfinn svarede at han
satte stor Priis paa Kongens Venskab, og skulde være rede til at understøtte ham
mod andre Høvdinger, men kunde ej gaa ham til Haande, da han allerede var
Skottekongens Jarl. Da Kongen merkede at han søgte Udflugter, sagde han:
«hvis du ej vil blive min Jarl, saa faar jeg selv sætte hvem jeg vil over Orknøerne,
og skal du da aflægge Ed paa at lade ham være i Fred; vægrer du dig derved,
er det et Tegn paa at vi kunne vente Ufred af dig, og du maa da finde dig i at vi
handle derefter». Jarlen bad Kongen om nogen Betænkningstid for at han kunde
overlægge med sine Mænd. Kongen tilstod ham den. Men da Fristen var udløben,
bad han end videre om at den maatte forlænges indtil næste Sommer, saa at han
imidlertid kunde raadføre sig med sine hjemmeværende B-aadgivere, da han selv
endnu var ung og uerfaren. Men Kongen fordrede øjeblikkelig Bestemmelse.
Thorkell Fostre, der fremdeles var hos Kongen, sendte nu hemmeligt Bud til
Thorfinn, og bad ham paa det indstændigste, ikke, saaledes som Sagerne nu stode,
at tænke paa at drage bort uforligt med ham; thi han var jo ganske i Kongens
Vold. Herover blev Jarlen noget ængstelig, og besluttede derfor at vælge det
mindste Onde, nemlig at gaa Kongen til Haande, og for Øjeblikket at holde gode
Miner. Herved skuffede han dog ikke Kongen, der tydeligt skjønnede at hans
13 — Munch: Det norske Folks Historie. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
