Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAF LADER SINE SKIBE TILBAGE
265
oftere havde Sammenkomster og Raadslagninger med sine fornemste Høvdinger,
om hvad der under disse Omstændigheder var at gjøre. Hans Stilling var mislig
nok. Han befandt sig langt fra sit Rige, hvor Stemningen ingenlunde var ham
god, og hvor Udsendinger fra Knut allerede bearbejdede Folket, medens Vejen
derhen var sperret for hans Flaade. Endogsaa i den Hær, der omgav ham, indfandt
der sig hemmelige Udsendinger fra Knut, der gave sig i Tale med mange, tilbøde
dem Penge og gave dem de bedste Løfter i Knuts Navn, og søgte paa alle Maader
at forlede dem til Frafald, hvilket ogsaa for en stor Deel lykkedes, skjønt de,
der saaledes havde ladet sig forføre, endnu ikke aabenbart lagde deres Sindelag
for Dagen, men indskrænkede sig til, under de Raadslagninger, der holdtes, at
sige snart et, snart et andet, og modsætte sig de af Olaf og hans paalidelige Venner
fremsatte Forslag, saa at man ikke kunde komme til nogen Enighed. En Nat
hændte det sig, at alle de Fanger, som man havde gjort paa det sidste Krigstog,
bleve slupne løs af Vestgøten Tove Valgøtssøn og Islændingen Egil Sidu-Hallssøn,
den sidste af de fire Gisler, der endnu opholdt sig hos Kongen og havde gjort
Følge med ham paa Toget. De skulde den Nat passe paa Fangerne, der holdtes
bundne oppe i Land, og Tove ynkedes, som det fortælles, saaledes over at høre
deres Jammer og Klage, at han overtalte Egil til i Forening med ham at skære
deres Baand over og lade dem slippe bort. Herover blev Kongen, som venteligt
var, meget opbragt, og ikke mindre Hæren; han havde nær ladet dem begge
dræbe. Dog sparede han deres Liv, især da Tove lovede at bringe sin hedenske
Fader Valgøt til Kongen for at han kunde blive døbt, hvilket ogsaa skede. Da
Tove siden nævnes som en af Olafs troeste Tilhængere, kan man vel ej antage at
Forræderi her var med i Spillet, men Sagen i sig selv maatte lige fuldt være Kongen
meget ubehagelig1. Den fremskyndede maaskee hans Beslutning, at drage bort.
Flere af hans Mænd raadede ham nu til at benytte den første gode Vind, og sejle
ud gjennem Øresund, da Danerne, som de sagde, neppe vilde vove at angribe
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 153. Snorre, Cap. 165. Beretningen er egentlig legendarisk, og fortælles
vidtløftigt saavel i den leg. Saga, Cap. 53—55, som i Flatøbogen (Fornm. S. V. S. 321); det heder at Olaf
siden helbredede Egil for en Hjerte-Sygdom; Valgaut (ogsaa kaldet Valgard) gjøres til Jarl, og Begivenheden
sættes i Forbindelse med en, som det synes, aldeles uhjemlet og urigtig Fortælling om et Fredsmøde, Olaf
«kulde have aftalt i Limfjorden med Knut, men hvor denne udeblev, og hvor Olaf fik saa tydelige Beviser
paa at Knut vilde svige ham, at han besluttede at herje, tage alle femtenaarige og derover til Fange, og
plyndre saa meget Gods som muligt. Disse Fanger skulde da Egil og Tove siden have sat paa fri Fod.
Sagnet er aabenbart vedligeholdt i Egil Sidu-Hallssøns Æt; der tales ogsaa om at Egil havde sin Kone
Thor-laug og Datter Thorgerd med sig, om hvilken sidste Kong Olaf sagde at hun var bestemt til en stor Lykke:
her sigtes til, at hun siden blev Moder til den hellige Biskop Jon. Ligeledes nævnes Egils Søn, der efter
hans Ven blev kaldet Tove, og dennes Datter Thordis. Naar det legendariske fraregnes, er der i sig selv
intet urimeligt i selve Beretningen om Fangernes Løsladelse. At den fremskyndede Kongens Afrejse, siges
temmelig tydeligt i Fornm. S. S. 323.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
