Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
OLAF HARALDSSØN
aabenlyst; de fleste holdt det endnu hemmeligt, men vare derfor saa meget farligere.
Alt dette kom, som venteligt var, snart for Olafs Øren. En fortalte ham eet,
en anden et andet; det blev det almindelige Samtale-Emne ved Hirden, og det
er ej at undres over, at hans Sind fyldtes med Uro, Mismod og Mistænkelighed,
der oftere gav sig Luft. Saaledes viste han sig meget unaadig mod Sighvat Skald,
da denne endelig, efter sin Udenlandsrejse, og sandsynligviis efter et længere
Ophold i Danmark, strax ved Hjemkomsten til Norge indfandt sig hos ham i
Sarpsborg. Kongen sad just ved Bordet, da Sighvat kom ind og hilste ham, men
han vilde ikke modtage hans Hilsen. Sighvat kvad da et Vers, hvori han bad
Kongen anvise ham, sin Stallare, Plads i Hallen. Men Olaf svarede: «jeg veed
ikke om du nu længer anseer dig for min Stallare, eller om du er bleven Kong
Knuts Mand». Sighvat svarede i et andet Vers, at Knut visseligen havde anmodet
ham om at blive hans Mand, men at han havde svaret, at han ej kunde tjene
mere end een Herre ad Gangen. Han paastod tillige at han havde været
uretfærdigt bagvasket, og at han havde opholdt sig hos Knut alene som Gjest. Da
anviste Kongen ham hans forrige Plads, og, siges der, Sighvat kom snart i lige
saa stor Yndest hos Kongen som før. Der fortælles ogsaa, at Sighvat nu fulgte
Kongen baade Dag og Nat, og at han til Julen fik et prægtigt guldhj altet Sverd
af ham, hvilket de andre Hirdmænd ikke lidet misundte ham. Imidlertid siges
der ogsaa, at Sighvat var en stor Ven saavel af Haakon Jarl, som af Erling
Skjalgs-søn, og at han endog, da han hørte den første ilde omtale af Olafs Hirdmænd,
fordi han trods sin Ed førte en Hær mod Kong Olaf, der havde skjenket ham
Livet, halv om halv søgte at undskylde ham, idet han gav at forstaa, at det var
vel, hvis alle kunde sige sig ganske rene for Svig. Sighvats Stilling ved Olafs Hof
har altsaa neppe været saa ganske behagelig1.
Da Olaf havde mange Folk om sig, men ingen Indtægter fra det nordenfjeldske
indløb til ham, eftersom de alle havde været anvendte til det forrige Aars Leding,
blev det snart meget vanskeligt for ham at skaffe sig selv og sine det nødvendige
Mynter med Knuts og Ædhelreds Præg (se Urda, I. S. 329). Man maa vel her, som det sammesteds antydes,
nærmest tænke paa Knuts eget Ophold i Eikundasund 1028, men det synes dog, som om der da var mindre
Grund til at skjule eller nedgrave Pengene, end tidligere, da Bestikkelserne endnu dreves hemmeligt.
Forskjellen i Tid gjør dog kim lidet til Sagen, thi i alle Fald maa Pengene have været nedlagte i 1028 eller sidst
i 1027.
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 157, 158. Snorre, Cap. 170, 171, 172. I Fortællingen om Sverdet heder
det og, at Sighvat kvad et Vers derom, hvilket anføres. Men i den leg. Olafssaga, Cap. 62, tillægges dette
samme Vers Ottar svarte og i Flatøbogen (Fornm. S. V. 233) Berse Skaldtorvassøn, uagtet den ogsaa her
senere tillægges Sighvat. Det er imidlertid sandsynligere, at den hist. Saga her, som sædvanligt, har Ret,
især da Verset udtrykkeligt handler om at Sverdet var prydet med Guld, og der siden hentydes til dette
Guldhjalte af Thormod Kolbrunarskald i Stiklestadslaget. Olaf den heil. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 220.
%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
