Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
MAGNUS OLAFSS ØN
den ved Siden af Lodbroke-Ætten, men ogsaa gjorde den værdig til at indtræde
i dennes Rettigheder over Danmark selv, eller rettere over det hele Danevælde,
saa stort som Knut efterlod det. Thi ligesom Hardeknut, hvis Magnus døde
barnløs før ham, var fuldkommen Arving til Norge med dets Skatlande, eller
hele Norges-Vældet, saaledes var Magnus i det modsatte Tilfælde fuldkommen
Arving til Danmark med alle de øvrige, de af Knut underlagte Lande, eller det
hele Danevælde1.
Det synes ved første Øjekast underligt, at Magnus ved dette Forlig aldeles
ikke tog Hensyn til sine Frænder, Sigurd Syrs Sønner, der ligeledes nedstammede
fra Harald Haarfagre, ligesom Hardeknut ikke tog Hensyn til sin Broder Harald
i England. Men hvad Sigurd Syrs Sønner angaar, da maa man antage at de to
ældste, Guthorm og Halfdan, paa denne Tid vare døde; den tredie, Harald, var,
som vi allerede have nævnt, efter Stiklestad-Slaget dragen til Rusland, og han
befandt sig for Øjeblikket i Constantinopel under et fremmed Navn; man har
vistnok derfor i Norge paa den Tid antaget ham for død. Hardeknuts Broder
Harald var, som vi have seet, hans aabenbare Fiende, og betragtedes desuden
af ham og mange andre som en Bedrager. Hertil kom, at det fornemmelig var
Høvdingerne, der bragte Forliget i Stand, og for dem var det magtpaaliggende
at bortrydde enhver fremtidig Anledning til Krig mellem Rigerne, der let kunde
opstaa, — som det ogsaa siden viste sig — naar ikke alle Sidelinjers Arvefordringer
paa Riget ganske tilsidesattes. De norske Høvdinger maatte derhos ønske at
forebygge Rigets Deling mellem flere Kronprætendenter, og de danske Høvdinger
af den herskende nordiske Stamme frygtede maaskee, at naar Lodbroke-Ætten
uddøde, vilde det nationale Parti, eller den større dansk-gotiske Deel af
Befolkningen forsøge paa at gjøre sig fri, hvilket lettest kunde undgaaes ved at der i
den sidste Lodbroke-Ætlings Sted optraadte en Fyrste, der, ligeledes tilhørende
den reen-nordiske Nationalitet, havde fælles Interesser med dem, og derhos, som
Konge over et andet Rige, kunde bringe dem Understøttelse.
Men fordi Magnus Olafssøn var anerkjendt som legitim eller sideordnet med
den sidste Lodbroke-ÆtUng, og som Arving til Danevældet, derfor kunde dog
endnu ikke Danevældet i Norge strengt taget siges at være forbi. Thi naar
Magnus først havde arvet Danmark, og saaledes forenet det med Norge, var det
1 I Fagrskinna, Cap. 128, saa vel som i Magnus den godes Saga, Cap. 14, staar der at Forliget var
indrettet paa samme Vilkaar, som det mellem Knut og Edmund Jærnside (Fagrsk. har urigtigt Edvard).
Vil-kaaret om gjensidig Arv omtales ogsaa virkelig i Knytl. Saga, Cap. 16, hvor den handler om det sidst nævnte
Forlig; de engelske Skribenter nævne dog kun om Landets Deling mellem dem, Fred, Venskab og
Broderskab, uden dog udtrykkeligt at tale om Arv. Thjodrek, Cap. 23, sammenligner Forliget med et mellem
Karl den store og hans Broder Karlmann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
