Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26 MAGNUS DEN GODE
ned som Slagtekvæg. Slagne af Skræk, adspredte de sig nu i vild Flugt, men
Kongen forfulgte dem, endnu stedse i Spidsen for sine Mænd. Saa stort Mandefald
blev der blandt Venderne, siges der, at paa mange Steder over Heden kunde
Magnus’s Mænd neppe komme til at berøre den blotte Jord for døde Kroppe,
og at flere Bekke standsedes i deres Løb1. En samtidig Skald fortæller at Vendernes
Lig bedækkede en Strækning af en Rasts (Miils) Længde2. Magnus skal selv anden,
til sine Mænds store Forskrækkelse, have forfulgt Venderne et langt Stykke.
Venderne standsede ej, førend de naaede Skodborg-Aa. Da Kongen og hans Mænd
kom efter, begyndte her en ny Kamp; Venderne bleve drevne ud i Aaen, og deres
Lig opfyldte den saaledes, at Nordmændene skulle have kunnet gaae tørskoede
over paa dem3. Venderne lede et uhyre Nederlag. Mag. Adam af Bremen, der
levede saa nær ved denne Tid, siger at femten tusinde Vender skulle være faldne,
og i vore egne Sagaer siges der, at ifølge kyndige Mænds Udsagn var dette det
største Mandfald i Norden, siden Christendommens Indførelse4. Fra dette store
Antal faldne kan man slutte sig til, hvor talrig den vendiske Hær maa have været;
og ligeledes hvor stor den Fare var, for hvilken Magnus og Nordmændene nu
befriede Jylland. Og det var, som det synes, Magnus’s personlige Tapperhed,
som gjorde Udslaget, og hvilken man især havde at takke for Sejren. Hvis alle
Nordmænd — saa skulle Venderne have sagt — havde kæmpet saaledes som den
unge Mand i Silkeskjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra5.
Det lader ogsaa til, at Danerne, i det mindste under deres første Glæde over
Frelsen, erkjendte hvor stor Taknemlighed de skyldte Magnus, der, som Saxo siger,
uagtet han var Udlænding, dog ej tog i Betænkning at paatage sig det farlige
Forsvar af et Kige, om hvis Besiddelse han endnu, saa længe Striden med hans
Medbejler vedvarede, langtfra var paa det Bene. Thi Magnus, siger han videre, blev
ved dette heldige Slag de Danske kjær, saa at de nu saa meget heller understøttede
ham mod hans Medbejler, fra hvilken Folkets Hjerter vendte sig, og hvis Magt
derfor betydeligt svækkedes, idet han ej alene tabte Udsigten til at skaffe sig flere
lingena «Reggbus» kunde være en Forvanskning af et vendisk Navn, som Ratibor e. a. d., og at noget sandt
kan ligge til Grund for Beretningen, især da Saxo, som vi have seet, synes at omtale Ratibor (hvilken
han dog ej udtrykkeligt nævner) som Hovedanfører.
1 Magnus den godes Saga, Cap. 33.
2 Se den samtidige Thjodolfs Vers i Magnus den godes Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 29, Fagrskinna,
Cap. 144. Thjodolf deeltog i Magnus’s Tog mod Sven 1044, og har derfor vist ogsaa været med i
Venderslaget.
* Magnus den godes Saga, Cap. 34. I Arnors her citerede Vers af Hrynhenda staar der, at Ligdyngerne
laa højere end at man godt kunde klyve over dem.
4 Mag. Adam, 1. c. Olaf den helliges Saga, Cap. 249.
5 Magnus d. g. Saga, Cap. 34, Ågrip, Cap. 32. Her tillægges dette Udsagn Sven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
