Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
MAGNUS DEN GODE
og de af hans Folk, der vare heldige nok til at undkomme, begave sig til Skaane.
Magnus forfulgte dem ogsaa did, og herjede vidt og bredt til Straf for
Indbyggernes Frafald. «Nu begynde Nordmændene», siger Thjodolf, «at trænge raskt
frem med Magnus’s Banner, hvilket vi (d. e. Skaldene) gaa nærmest; sjelden bærer
jeg mit Skjold ved Siden, og ikke behøver den høje Kriger at gaa paa vaklende
Fod gjennem Skaane til Lund, thi ingen Vej har jeg fundet fagrere end den»1.
Sven søgte først hen til den østlige Deel af Skaane, men heller ikke her lod Magnus
ham i Ro; i al Hast satte han efter ham, ja endog saa skyndsomt, at
Nordmændene, som det lader til, ej engang fik Tid til at forsyne sig med det nødvendige
Drikkevand, saa at de døjede meget ondt af Tørst, foruden de Besværligheder,
den sildige Aarstid og Kulden foraarsagede dem2. Men derved udrettede han og
saa meget, at Sven ej længer torde forblive i Landet, men atter maatte ty til
Gaut-land. Fra Skaane drog Magnus til Falster, hvor han ligeledes straffede de frafaldne
Indbyggere ved at ødelægge og brænde deres Gaarde, tildeels ogsaa med Døden.
Derpaa gik det paa lignende Maade ud over Fyn3. Og nu var Danmark atter bragt
til Underkastelse, og Svens Stridskræfter saaledes udtømte, at han ej for det første
kunde tænke paa at fornye Krigen, men maatte holde sig rolig i Sverige, idet han
dog, som man seer, ingenlunde var ledig, men benyttede Tiden paa det bedste
til at forberede et nyt Tog, naar Lejlighed tilbød sig, og til at skaffe sig nye
Forbundsfæller. Magnus fandt det dog raadeligst at tilbringe denne Vinter (1044—
1045) i Danmark, hvor han da rimeligviis har draget om for at gj en oprette Orden
og Rolighed. Men Vintren hengik i fuldkommen Fred, og alt tyder paa, at Magnus
betragtede sit Herredømme i Danmark som ganske sikkert4. Magnus, som i det
gaar Helgenes-Slaget forud for Slaget med Venderne. Da Sven, heder det, hørte i England at Magnus var
bleven Konge i Danmark, samlede han en Hær, mødte ham ved Helgenes, men blev slagen og flygtede
til Vendland, hvor han atter udrustede en Hær og drog til Danmark mod Magnus (her følger nu
Beskrivelsen over Slaget paa Lyrskovshede). Saxo nævner ligeledes Krigen mellem Magnus og Sven førend Slaget
med Venderne. Sven, siger han, blev slagen i Jylland, først til Vands, siden til Lands, derfra flygtede han
til Fyn, og siden forbi Sjæland og Skaane til Sverige. Derpaa omtales Venderslaget. Men de samtidige
Skaldes Udsagn blive her afgjørende.
1 Fornm. S. III. 87.
2 Dette Tog, der i Magnus den godes Saga udtrykkeligt siges at være «tiltraadt i Skynding», synes
at have været forbundet med mange Møjsommeligheder, at dømme efter Thjodolfs Vers (Fornm. S. VI.
88); thi det heder her: «ikke har jeg andet at drikke, end Søvand; idet jeg følger Kongen, maa jeg suge
af det salte Hav. Skaanes vidtstrakte Kyst ligger for os, og vi frygte kun lidet de svenske Bondekarle
(heraf sees atter, at Sven havde svenske Hjelpetropper); men vi udstaa mange Besværligheder (vås,
hvorved just forstaaes alskens Ubehageligheder af Kulde og Væde paa Rejser) for Kongens Skyld». At
det allerede var koldt, sees og af et tidligere anført Vers af Thjodolf (Fornm. S. VI. 87) hvor han taler
om de «iiskolde Jern vaaben», han og de øvrige Krigere bare i Kongens Følge.
* Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 35, Fagrskinna, Cap. 146. Disse Herjetog omtales
udtrykkeligt i Arnors og Thjodolfs anførte Vers.
4 Det er, som ovenfor antydet, øjensynligt denne Fredstid (1044—1046) hvortil Florents af Worcester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
