Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAFN RUTFIRDING
41
til Einar Thambarskelve om Hjelp, og forklarede ham sin Vaande. «Jeg har ingen
Lyst til at stride med Kongen for hans Skyld», svarede Einar; «da jeg nu sidst
forsvarede en Mand, som Kongen var vred paa, var det nær gaaet mig galt1. Her
have nu Eindride og jeg 13 Skibe under vor Befaling, og skulle hjelpe Kongen i
den forestaaende Kamp: ville vi nu med Magt tiltrodse os Mandens Tilgivelse, da
kjender jeg Kong Magnus’s Stolthed saa godt, at han heller vil undvære vor Hjelp,
end lade sig af trodse noget; derfor gjør du bedst i at bede Manden forføje sig bort
og skjule sig, og ikke komme ombord paa vore Skibe, hvor han vil blive dræbt».
Medens Sighvat og Einar Thambarskelve talede sammen, havde Einar
Naum-døling været i Land og bedet Rafn indstændigt ikke at bringe Folk i Forlegenhed,
men gaa bort; han tilbød at sende ham nord til sin Gaard Hit2, hvor han indtil
videre kunde være i Sikkerhed. Rafn svarede, at han først vilde tale med Sighvat.
Sighvat kom, og Rafn spurgte, hvorledes det gik med den forvæntede
Høvdingebistand. «Daarligt», sagde Sighvat, «og du har liden Lykke med dig; men hvad
bestemmer du dig nu til?» «Hvad jeg før har sagt», svarer Rafn, «at gaa ombord
paa Kongens Skib med dig». «Hvorfor vil du styrte dig lige i Døden», spurgte
Sighvat. «Fordi», svarede Rafn, «at jeg foretrækker at dø fremfor at paadrage
eder alle, der nu have seet mig, Kongens Vrede, der ej udebliver, naar han hører,
at I have skaffet mig bort». «Dette er talt som en Mand», sagde Sighvat, «og endnu
har jeg rigtignok min bedste Tilflugt tilbage, der aldrig hidtil har svigtet mig,
nemlig den hellige Kong Olaf». Med disse Ord faldt han paa Knæ, gjorde en Bøn,
og anraabte Olaf om Bistand. Derpaa gik de ud paa Kongens Skib. Magnus havde
ligget og sovet oppe i Løftingen, men vaagnede i det samme som Sighvat og Rafn
kom i For-Rummet. Han sprang op og raabte: «op alle vore Mænd, nu have vi
faaet Bør, og Sejren er os vis, naar vi komme til Danmark!» Nu fik man nok at
bestille med Sejladsen. Skibene kom til Danmark; hvilke Bedrifter der udførtes,
er ovenfor berettet; i Slaget paa Lyrskovshede3 udmerkede Rafn sig overmaade
1 Her sigtede Einar til den nys fortalte Begivenhed med Thorstein Hallssøn.
* Gaarden maa være at søge etsteds i Naumdal, men hvor, lader sig nu neppe bestemme.
a I Fortællingen herom i Magnus den godes Saga, tales der ikke om Slaget paa Lyrskovshede, men
alene om et Slag mod Danerne. Der staar: «da de kom til Danmark, gik alt Folket i Land fra Skibene;
der traf de en stor Danehær, og et stort Slag begyndte; Kong Magnus var i den forreste Deel af Fylkingen,
men Rafn gik fremmenfor ham og stred meget tappert, men ingen talte til ham. I dette Slag saa nogle
den hellige Kong Olaf blandt Magnus’s Mænd, og han fik den Dag en herlig Sejr». Men naar man
erindrer, at det eneste Slag, Magnus holdt til Lands, var Venderslaget, og tillige at det netop var dette, før
hvilket St. Olaf skulde have aabenbaret sig, og ved hvilket han efter Sagnet skulde have lovet at være
tilstede og vise sit Merke foran Hæren, kan man ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er Venderslaget, som
her er meent, eller som oprindelig har været nævnt, men at der i Tidens Løb har indsneget sig den
Unøjagtighed i den, i og for sig selvstændige, kun senere i Magnus’s Saga indskudte Fortælling, at Danerne
ere nævnte i Stedet for Venderne, hvorefter da ogsaa siden andet er tillempet, f. Ex. at Magnus efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
