Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VÆRINGERNE I CONSTANTINOPEL
53
sig, bekrandsede hende og skjenkede hende alt den Dræbtes Gods, men bestemte
derimod, at hans Liig skulde ligge ubegravet, som Selvmorderes, da han var falden
paa sine egne Gjerninger1.
Naar Væringerne vare ude i Felten, ledsagede de Hæren og udførte Marscherne
til Hest, men naar et Slag forestod, stege de efter Nordboernes Skik af Hesten,
og kæmpede til Fods, hvilket ogsaa bedst passede med deres Udrustning2. De
betragtedes altid som den kejserlige Hærs Kjernetropper, og de byzantinske
Forfattere fortælle oftere om deres Heltegjerninger, og hvorledes deres Tapperhed
gjorde Udslaget i mangen tvivlsom Kamp, men ligeledes ogsaa, hvorledes de
stundom, i Bevidstheden af deres Kraft, og givende efter for den dem medføde
Begjærlighed efter Ære og Gods, hvilken deres særegne Stilling ved Hoffet ej
kunde andet end nære og forøge, blandede sig i Tronrevolutioner, og spillede en
Rolle, der nærmede sig Prætorianernes i den gamle romerske Kejserstat.
Under det idelige Samkvem, der allerede længe havde fundet Sted mellem
Norden og Constantinopel, men nu, siden Vikingekorpsets Oprettelse, var blevet
endnu hyppigere, var der Anledning nok for Nordmændene til at høre lokkende
Beskrivelser over det herlige Liv i den glimrende Kejserstad, over den Ære og
Udmerkelse, Væringerne nød, den Anledning, de havde til at skaffe sig
Rigdomme, de mange fremmede Lande, de fik see, og de mange glimrende Bedrifter,
de udførte. De hjemkomne Væringer førte sig op med en Stads og Pragt, der
ikke kunde andet end gjøre Indtryk paa mange af deres Omgivelser, især de
Yngre, der endnu ikke havde seet sig om i Verden, og som, naar de alligevel skulde
anvende nogle Aar paa at erhverve Livserfaring, Menneskekundskab og
Krigskyndighed, ikke troede at kunne benytte denne Tid bedre end ved at tilbringe
den i det prægtige Myklegaard, og saa godt som i Kejserens eget Palads, om hvis
Rigdomme de nærede de æventyrligste Forestillinger, og maaskee endnu mere
om den Lethed, hvormed man blot ved at gribe til, kunde erhverve sin Deel
deraf. En slig hjemvendende Helt, hvis Opførsel og Fortællinger vist har
bevæget mange af hans beundrende Frænder og Venner til at prøve deres Lykke
i Constantinopel, var den af os tidligere omtalte Bolle, Søn af Bolle Thorleikssøn
og Gudrun Usvifersdatter. Efter at han i en ung Alder havde hevnet sin Faders
Død3, og derpaa egtet en Datter af Snorre Gode, drog han over Norge og Dan-
1 Kedrenos, S. 735.
2 Hos Anna Komnena IV. 6, p. 92 staar der: «Øxebærerne befalede han (Kejseren) tilligemed deres
Anfører, at staa af Hestene og marschere frem foran Hæren i en liden Afstand fra denne». Dette har man
urigtigt forklaret, som om de ellers kæmpede til Hest, hvad der dog aldeles strider mod Nordboernes
Skikke. Hvad Alexius her bød, er ingenlunde nogen Undtagelse, men det sædvanlige.
* Se ovenfor B. III. S. 413.
5 —Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
