Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRIGSFORETAGENDER I DANMARK
139
ikke1. Det rimeligste er dog, at Danerne allerede havde afgjort dette paa egen Haand,
førend Magnus og Harald kom, siden baade vore Sagaer og Saxo ere enige om,
at Sven ikke torde oppebie Magnus, men flygtede for ham til Skaane2. Imidlertid
lader det dog, som om han ikke den hele Tid forblev der, men af og til, deels til
Vands, deels til Lands, og ofte uden endog at give sig tilkjende, vovede sig i
Nærheden af Kongernes Hær, deels for at holde Øje med deres Bevægelser, deels ogsaa
for at tilføje dem hvad Skade han kunde ved smaa uformodede Overfald.
Saaledes fortælles der, at en Godvejrsdag, da Magnus og Harald tilsammen laa med
deres Skibe ved en skovbevoxet Kyst, hvor der foran Skoven var en jevn Slette,
kom en herligt udrustet Rytter frem af Skoven, lod sin Hest gjøre mange kunstige
Vendinger, og viste sin Rytterfærdighed til de norske Krigeres største Beundring;
da han en Stund havde ladet dem see disse Kunster, reed han lige hen imod dem
og raabte højt: «Jeg er Niding mod Kong Magnus, men det samme er Kong Harald
mod mig, og der er overmaade stor Forskjel mellem begge disse Konger». Derpaa
vendte han om og reed ind i Skoven igjen, hvor han forsvandt bag Træerne. Det
var Sven; Kong Magnus kjendte ham, og sagde: «Sven Ulfssøn er en herlig Mand,
havde han saa sandt Folk, som han selv er uforfærdet og djerv, vilde han oftere
sejre»3. En anden Gang, fortælles der, var Sven i en Sø-Trefning næsten bleven
oversejlet, og kunde alene redde sit Liv ved at løbe over paa den norske Høvding
Orm Eilifssøns Skib. Han bad Orm om at skjenke ham Liv og Frihed, hvilket
Orm ogsaa paa eget Ansvar tilstod ham. Da Magnus siden fik det at vide, og
spurgte Orm, hvorledes han torde understaa sig at gjøre noget saadant paa egen
Haand, svarede Orm, at han derved for en stor Deel havde Kongens eget Vel
for Øje. Kongen spurgte videre, om det da ikke var faldt ham ind at han derved
vilde udsætte sig for Kongens Vrede. «Det faldt mig rigtig nok ikke ind», svarede
Orm. Men i Stedet for at straffe Orm eller vise ham nogen Unaade, sagde Magnus
1 Viljam af Malmsbury, 1. c. Om dette Slag heder det her, at det var uhyre stort, og at Danerne
aldrig havde seet enten en forfærdeligere Kamp eller glædeligere Varsel; at de før Slaget gjorde det
hellige Løfte, for Fremtiden at højtideligholde Slagdagen med Faste og Almisse, og at denne Dag var St.
Laurentii-Aften den 9de August. Hvad der her siges, bærer sterke Merker paa, at Forfatteren eller hans
Autoritet har, hvad Slagets Storhed og Vigtighed angaar, forvexlet det sidste Slag med Slaget paa
Lyrskovshede. Men da Slaget paa Lyrskovshede stod den 28de September, kan Forvexlingen heller ikke
strække sig videre, og vi maa derfor antage at der virkelig har staaet et Slag den 9de August, men
som Danerne maa have vundet paa egen Haand, og hvilket af den Grund ikke omtales i vore Sagaer,
eftersom nemlig Magnus selv ej tog Deel deri. Imidlertid maa Magnus ganske kort Tid efter, og inden
han endnu fik Efterretningen derom, være kommen til Danmark, da han ellers neppe havde behøvet at
begive sig derhen.
* Saxo, S. 545: «Sveno, desperatis jam rebus, in Scaniam profectus, Sueciam revisere properabat».
Dog maa det merkes, at Saxo gjør Svens hele Krig med Magnus til et eneste Felttog.
3 Harald Haardraades Saga Cap. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
