Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALDS TRONBESTIGELSE. SIGHVAT SKALDS DØD
149
stod grædende over Magnus’s Grefte, og sørgede længe over ham. Man var ogsaa
meget bedrøvet over at han kun efterlod en Datter, og ingen Søn, der kunde arve
ham. Man vaentede sig heller ikke synderligt godt af Haralds Herredømme. Dog
tænkte, eller vovede ingen paa at gjøre ham det stridigt. Da han endelig kom til
Nidaros, og efter gammel Skik lod stevne de 8 Thrøndelagsfylker til Ørething, fik
han her, som andensteds, Kongenavn, og erkj endtes derved for den rette og
lovlige Enevoldskonge over hele Riget1.
Kort før eller kort efter Magnus, som det synes, døde ogsaa hans og hans
Faders mangeaarige Ven Sighvat Skald. Han nævnes allersidst i Aaret 1043,
da han deeltog med Magnus i Toget til Danmark, og hjalp til at frelse Rafn
Rut-firding for Kongens Vrede. Der fortælles om ham, at han vilde lempe en
Arve-Draape, han havde digtet om Kong Olaf, efter Sigurd Favnesbanes Historie, da
kirken ikke existerede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrskinnas (og endog
Flatøbogens) Angivelse, skjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved «Christkirken»
her forstaaes «Kapellet over Olafs Gravsted, hvor Christkirken siden opførtes», eller Sagaskriveren har
kim haft Ligets sidste og blivende Hvilested, den senere opførte Christkirke, for Øje, og saaledes af
Skjødes-løshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Christkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige
udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visselig havde Lejlighed nok til at erfare den om disse Sager
i Throndhjem selv herskende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelse maa være
rigtig. Den passer desuden ganske med hvad vi erfare om de forskjellige Kirkebygninger i Nidaros og
om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivessøns Tid bevaredes af Grimkell i
Kapellet, er ovenfor paapeget som meest sandsynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen
Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det saaledes da visselig blevet flyttet.
Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelsen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard
lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Hensigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu skulde træde i
Kle-menskirkens Sted som kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogsaa, at
Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdssøn, flyttedes til Olafskirken. Der staar nemlig (Harald
Haard-raades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var
under Arbejde; og dette sigter, som det nedenfor (S. 185—187) nærmere skal vises, til den Omstændighed,
at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt som det vordende Opbevaringssted for Olafs Skriin,
enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog noget før. I Olafskirken blev det
saaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og
kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverst ved Aaen, og Mariekirken i dens Nærhed.
Ligesom det nu aabenbart var hans Hensigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken, saaledes blev det
derfor vist ogsaa flyttet derhen; men strax efter opførte Olaf Kyrre Christkirken, den egentlige
biskoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravsted og Kapellet stod; og her blev nu det endelige Opbevaringssted
for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anseet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes
ad, (Einar sagde selv, at han «vilde bringe Magnus til hans Fader») og at Magnus’s Levninger saaledes
ere blevne flyttede med Olafs. Dette saa vel som hvad der ovenfor er ytret angaaende flytningen af
Olafs Liig, bestyrkes paa det meest iøjnefaldende af Sagaernes Udsagn (Harald Haardraades Saga Cap.
63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves «i Olafskirken ved Magnus’s Leje». Hvad
Flatøbogen melder om Gravstedet, at det forhen var udenfor Choret, men senere indenfor, foran
Erkebiskopens Rum, sigter vistnok til Kirkens Ombygning og Udvidelse i Slutningen af det 12te Aarhundrede.
1 Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrskinna Cap. 181.
11—Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
