Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
> HARALD HAARDRAADE
Mariekirken. Adalberts Gesandtskab og Brev havde ingen anden Virkning paa
Harald, end at opvække hans Vrede og bringe ham til at udtale med tydelige
Ord, hvor lidet han brød sig om Erkebiskoppen og hans Formaninger. «Jeg veed
ikke», sagde han, «hvem anden der er ret Erkebiskop og Hersker her i Norge,
end jeg selv, Kong Harald Sigurdssøn»; han bad Gesandterne haanligt at pakke
sig bort, og gjorde, fortælles der, endnu meget andet, hvoraf man kunde spaa
at Hovmod gaar for Fald. Adalbert klagede til Pave Alexander. Benne udfærdigede
strax et Brev, saa lydende: «Alexander o. s. v. sender Harald, Nordmændenes
Konge, sin Hilsen og apostoliske Velsignelse. Da I endnu ere ferske i Troen, og
paa en vis Maade halte i den kirkelige Disciplin, bør det os, hvem hele Kirkens
Styrelse er betroet, hyppigere at hjemsøge eder med guddommelige Paamindelser.
Men da den lange og møjsommelige Vej hindrer os selv fra at gjøre dette, saa viid
at vi have overladt alt dette ganske til vor Vikar, Adalbert, Erkebiskop i Hamburg.
Men denne ærværdige Erkebiskop, vor Legat, har klaget i sine Breve til os, at
Biskopperne i eders Provins enten slet ikke ere indviede, eller paa en skjendig
Maade ere indviede i England eller Frankrige for Penge, tvertimod de Privilegier,
der fra Rom ere givne ham og hans Kirke. Jeg paaminder eder derfor ifølge
Apostlerne Peters og Pauls Fuldmagt, at I og eders Biskopper vise bemeldte
ærværdige Erkebiskop, vor Vikar og Udfører af vore Forretninger, den samme
Underdanighed og Ærbødighed, som I skylde det apostoliske Sæde selv»1. Hvad Harald
svarede hertil, siges ingensteds, men man kan være forvisset om at han, som under
sit lange Ophold blandt Grækerne, i den Alder, da hans Christendomskundskab
just skulde befæstes, ej kan have været oplært til nogen Hengivenhed for Paven
i Rom, og som desuden nu, efter hvad der ovenfor er viist, neppe engang erkjendte
Alexander for retmæssig Pave, ej brød sig det ringeste om hans Paamindelser.
Adalbert selv hvirvledes nu ogsaa, lige indtil Haralds Død, saaledes ind i
Hof-Intriger og Dagens Politik, at han ikke kunde beskjeftige sig synderligt med
kirkelige Anliggender, og derfor heller ikke kan have foretaget yderligere Skridt
mod Harald, der altsaa fik frie Hænder. Det lykkedes saaledes ikke den bremiske
Erkestol at haandhæve sit Supremati over Norge, saa længe Harald sad paa Tronen.
Paa Island derimod synes Adalberts Bestræbelser, i det mindste for en Tid,
at have havt bedre Fremgang, saaledes som det allerede ovenfor foreløbigt er
1 Brevet meddeles fuldstændigt, sandsynligviis efter Afskrift i det bremiske Archiv, i Schol. 70 til
Mag. Adam, III. 16, hvor Indholdet korteligt omtales. Brevet nævner dog intet om den foregivne
Udplyndring af St. Olafs Skat, maaskee fordi et saadant Tilgreb fra Haralds Side dog nogenledes kunde
besmykkes. I hvilket Aar Brevet er udstedt, lader sig vanskeligt bestemme. Man har kun de fem Aar
fra 1061, da Alexander valgtes, til 1066, da Harald faldt, at vælge imellem. Snarere skulde man henføre
det til den sildigere, end til den tidligere Deel af denne Periode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
