Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
> HARALD HAARDRAADE
kom de fleste. Nordmændene gjorde saa stort Herverk, staar der i en Saga, at
det forrige Angreb var kun som en Skygge i Sammenligning dermed. De fortsatte
derpaa Toget sydefter langs Vest-Kysten, og herjede med Ild og Sverd, hvor de
kom. De fleste af Indbyggerne sendte deres Kvinder og Løsøre til Heidaby1, hvor
de troede dem i Sikkerhed. Men heri forregnede de sig. I Heidaby var det rigeste
Bytte at vænte, thi foruden de Rigdomme, som man nu havde bragt derhen for
at de ej skulde falde i Nordmændenes Hænder, var Staden selv, som Danmarks
første Handelsstad og indtil de sidste Tider Kongens fornemste Residens, i sig
selv meget blomstrende og rig paa alskens Herligheder; i den opbevaredes ogsaa
en stor Deel af de kongelige Skatte. Det var vel et temmelig dumdristigt
Foretagende for Harald at angribe den fra Vestkysten af Jylland, hvor han nu befandt
sig med sine Skibe. Men Udsigten til Bytte overvandt alle Betænkeligheder, og
uden at ændse nogen Fare sejlede han derfor opad Eideren eller Heveren, og
stormede tvers igjennem Landet lige til Byen. Jo dumdristigere Angrebet var,
desto mere uvæntet var det dog ogsaa, og det lader til, at Staden ikke engang
forsvaredes, men aldeles overrumpledes ved det første Anfald. Her anrettede nu
Haralds Mænd en forfærdelig Ødelæggelse. Alt hvad der fandtes af Gods og
Rigdomme, blev plyndret paa en eneste Nat og derforuden gjorde man en Mængde
Fanger, især de fornemme Fruer og Jomfruer, der her havde søgt Sikkerhed.
«Om Danerne nok saa meget vægre sig ved at erkjende mig som deres Konge, saa
ere de dog ikke i Stand til at forsvare deres Kvinder og Ejendomme mod at falde
i Nordmændenes Hænder», sagde Harald. Da Byen var plyndret, satte de Ild
paa den, og lagde den aldeles i Aske. De norske Krigere jublede over dette Herverk.
«Hele Heidaby», saaledes sang de imellem sig, «blev opbrændt i Vrede fra Ende
til Ende, og det, mener jeg, maa i Sandhed kaldes en tapper Bedrift; jeg tænker
nok at vi skulle gjøre Sven Fortred; i Nat stod jeg paa Borgens Fløj, og saa hvor-
1 At Toget gik langs Vestkysten, sees af mange Omstændigheder. Først heder det at Harald fra Elven
sejlede sydefter til Jylland (man betragtede altid Jylland som liggende søndenfor det norsk-svenske
Fastland) og søndenfor (eller syd til) Skagen, derpaa syd om Thy; da nu Thy er den sydvestligste Deel af det
Stykke Land, der ligger nordenfor Limfjorden, er det tydeligt, at Harald har taget Vejen omkring Skagen,
og langs med hele den saakaldte Nordstrand eller Kysten først af Vendsyssel, siden af Thy. Det sees ogsaa
af hvad der nedenfor vil blive berettet, nemlig at Sven, da Harald paa Tilbagevejen fra Slesvig kom forbi
Thy, udæskede ham til Kamp paa Land, skjønt Sven havde hele sin Flaade hos sig, øjensynligt fordi denne,
der var kommen østenfra, laa i Limfjorden og saaledes her ej kunde benyttes, hvorimod vi erfare, at da
Harald var kommen forbi Skagen, og Nordvestenvind havde drevet ham under Lesø, var Sven strax ude
med Flaaden for at opsnappe ham. Dette forklarer ogsaa, hvorfor de Danske troede deres Kvinder og
Skatte sikre i Slesvig, der laa paa Østkysten, medens Harald herjede paa Vestkysten. At Thorleik fagre i
det nedenfor berørte Vers lader Harald «sejle» til Slesvig, gjør intet til Sagen, da han som fraværende kan
have udtrykt sig mindre nøjagtigt, hvorhos Harald ogsaa virkelig maa have sejlet saa langt opad Heveren
eller Trenen, som muligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
