Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAAKON IVARSSØN DRAGER FØRSTE GANG TIL DANMARK 247
holde alt, hvad Finn havde lovet, men at Haakon med Hensyn til Giftermaalet
maatte henvende sig til Ragnhild selv, da det ikke vilde være raadeligt for nogen
at faa hende mod hendes Vilje. Haakon gjorde som Kongen sagde, men den stolte
Ragnhild svarede: «jeg faar nok ofte at føie, at min Fader Magnus er død og
begraven, især hvis jeg skal tvinges til at egte en Bondesøn, hvor smuk og dygtig
en Mand du forresten kan være; hvis Kong Magnus levede, vilde han ikke
bortgive mig til nogen Mand under fyrstelig Værdighed, og heller ikke vil jeg have
nogen saadan». Med denne Besked vendte Haakon tilbage til Harald, og
forestillede ham i Overvær af flere, der i sin Tid havde været tilstede ved Forliget, at
da det var en Betingelse ved dette, at Kongen skulde udstyre Ragnhild som hun
selv ønskede, og hun ikke vilde egte nogen, der ej var Konge eller Jarl, var det
heller ikke mere end billigt, at Kongen ophøjede ham til Jarl, hvortil ogsaa baade
hans Byrd og øvrige Fortjenester berettigede ham. Men Kongen gav hertil det
merkelige Svar, at saavel hans Broder, Olaf den hellige, som Magnus den gode,
havde overholdt den Regel, aldrig at have mere end een Jarl ad Gangen i Riget;
at han selv havde iagttaget og fremdeles vilde iagttage det samme, og at Haakon
derfor ikke kunde blive Jarl, saa længe Orm Jarl levede, thi ham gik det dog ikke
an at fratage hans Værdighed. Herover blev Haakon Ivarssøn meget forbitret
og drog efter Finn Arnessøns og de andre Misfornøjedes Viis strax til Danmark,
hvor man maa formode at han først og fremst søgte sin Frænde Finn Arnessøn,
der som Jarl i Halland var nærmest ved Haanden, og som den, der havde sluttet
Forliget med ham paa Kongens Vegne, var nærmest til at høre hans Beklagelser
over dets Ikke-Opfyldelse. Men siden begav han sig ogsaa til Kong Sven, der tog
imod ham med megen Hæder, gav ham store Forleninger, og satte ham til
Land-værnsmand mod Vender og Kurer, der tillige med andre Austrvegsmænd og
Vikinger herjede i Danmark. Haakon laa nu ude til Søs baade Vinter og Sommer,
men synes, naar han var i Land, fornemmelig at have haft sit Tilhold hos Finn
Jarl, der ogsaa stundom ledsagede ham paa hans Tog1.
Saaledes stode Sagerne, da Harald om Vintren 1061—62 sendte Bud til Sven
Ulfssøn, og udæskede ham til et Hovedslag, der, saaledes som det ogsaa i den
forrige Aftale lød, skulde staa ved Elven, og hvori man skulde kæmpe til det
yderste, paa den Betingelse at Sejrherren erhvervede Kongedømmet over begge
Riger. Om Sven modtog Udfordringen, siges ikke2, men imidlertid udbød Harald
♦ 1 Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68, Snorre Cap. 49—52.
2 Der staar rigtignok længere nede (Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63) at Sven ikke
vilde holde Stevnelag med Nordmændene, men dette kunde vel ogsaa tages i den Betydning, at han ej
ændsede den af Harald paa egen Haand fremsatte Udæskning. Der kunde endog være Spørgsmaal om,
hvor vidt Harald virkelig har fremsat nogen saadan, eftersom Morkinskinna tier derom, men Spørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
