Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
> HARALD HAARDRAADE
og raabte op: «hvor er Haakon Ivarssøn!» Haakon stod just i Forrummet og hjalp
til at forbinde en af sine Mænd. Han vendte sig mod Manden i Baaden, og spurgte
om hans Navn. «Jeg heder Vandraad» (d. e. den som er i Nød), svarede han, «og
ønskede gjerne at tale med dig». Haakon bøjede sig frem over Rælingen til ham.
Da sagde denne: «Jeg vil gjerne modtage Livet af dig, hvis du vil skjenke mig
det». Haakon gj enkj endte strax Kong Sven, men uden at lade sig merke dermed
rejste han sig op, kaldte to af sine kjæreste Mænd til sig, og bød dem at bringe
Vandraad sikkert i Land; «Vandraad har nemlig», sagde han, «forhen gjort mig
mange gode Tjenester; siden skulle I følge ham op til min Ven Karl, og sig denne
til Tegn paa at I ere sendte af mig, at han skal lade Vandraad faa den Hest, jeg
i Forgaars gav ham, og at han skal lade sin egen Søn følge ham videre». Det var
endnu ikke blevet ganske lyst. Paa alle Kanter roede der Baade med flygtende,
deels til Land, deels ud til Havs. Sven satte sig ved Roret i sin Baad, medens
de to Mænd, Haakon havde givet ham med, roede. Han styrede der, hvor han
fandt bedst Plads mellem de øvrige Fartøjer, og hvor han mødte norske Skibe,
sagde hans Ledsagere, at de hørte til Haakons Folk, og fik da uhindret komme
forbi. Sven styrede en Stund langs med Stranden, og lagde ikke til Land, førend
Baaden var kommen ud af Trængselen. Herfra gik de op til Karl, en Kot-Bonde,
der boede i et lidet afsides liggende Huus, hvor Sven var langt sikrere end i
Landsbyerne og de store Gaarde, thi her strejfede allerede Flokke af Nordmænd omkring.
Karl var nys staaet op og paaklædt. Haakons Mænd hilste ham fra deres Herre,
og sagde ham deres Ærende, hvilket han "var strax rede til at adlyde. Han lod
sætte Mad for dem, medens Hesten sadledes og hans Søn gjorde sig rejsefærdig.
Nu kom ogsaa hans Kone ind, og da hun saa de Fremmede, spurgte hun, hvo
de vare. «Vi ere vejfarende Mænd», sagde den ene af Svens Ledsagere, «og trænge
til eders Hjelp». «Ere I saa fornemme Mænd, som I føre eder vigtigt op», sagde
hun, «da kunne I vel i det mindste give mig Besked om, hvad det Raab og Glam
skal betyde, der i Nat har hindret os fra at sove, om Kongerne maaskee have
holdt Slag, eller om der har været noget andet paa Færde». «Det er nok saa, at
Kongerne have holdt Slag», sagde Svens Ledsager. «Hvo har sejret», spurgte
Konen videre. «Nordmændene», svarede den anden. «Er da vor Konge dræbt»,
spurgte hun. «Nej», svarede han, «han er undkommen». «Vee os», sagde hun da,
«at vi skulle have en Konge, som er baade halt og modløs». «Nej, min gode Kone»,
sagde Sven, som nu tog Ordet, «lad os ej ansee ham for modløs, men kun for ikke
synderlig sejrsæl». Da de vaskede sig før Maaltidet, vilde Sven tørre sig midt
paa Haandklædet; men da Konen saa det, rykkede hun det fra ham med de Ord:
«veed du da ikke saa meget Folkeskik, at man ej skal tørre sig midt paa Haand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
