Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
> HARALD HAARDRAADE
og Baroner i Lillebonne, og tilkjendegav dem sin Hensigt, at ville bekrige og erobre
England1. Baronerne gjorde Indvendinger mod en Plan, der forekom dem
æven-tyrlig og uudførlig paa Grund af Haralds Magt, Rigdomme og store Flaade2. Men
Seneskallen eller Drotseten Villjam Fitz-Osbern (Aasbjørnssøn), der skulde
overbringe denne Besked, svarede tvertimod, at Baronerne havde besluttet at stille
det dobbelte Antal af de Krigere, de ellers vare pligtige at udruste, og hvorvel
de paa det kraftigste protesterede mod denne Fordrejelse af deres Ord, lykkedes
det dog Villjam, ved enkeltviis at underhandle med dem, at erhverve deres
Samtykke til Toget, og faa bestemt Antallet af de Skibe, der skulde udrustes, i Alt
henimod 700. Derpaa skred han ivrigt til Udrustningen, lod Opfordringen udgaa
til de omliggende Provindsers og Landes Krigere om at deeltage i Toget, og sendte
endog, som det af en enkelt Forfatter berettes, et Gesandtskab til Kong Sven
i Danmark, for at bede ham om Understøttelse3. Hovedet for dette Gesandtskab
synes ikke at have været nogen anden end Tostig selv, hvilken ogsaa var saa meget
mere skikket dertil, som han var Svens Søskendebarn og havde været nærværende
ved det nys holdte Møde. Ved at sammenholde de nordmanniske Forfattere med
vore egne Sagaer erfare vi nemlig, at Tostig, saa snart han havde erfaret Edwards
Død og Haralds Tronbestigelse, ilede til Villjam, besvor ham paa det
indstændigste, ikke at lade Harald beholde den Trone, han kun ved Mened havde
erhvervet, lovede troligen at staa ham bi, hvis han med en nordmannisk Hær vilde sætte
over til England for at underkaste sig dette Rige, bragte det ved sine
Opmuntringer dertil, at Villjam sammenkaldte hiint Møde, og foretog sig endelig selv en Rejse,
først til England, for der at samle sine Tilhængere, og siden, da Haralds ypperlige
Forsvars-Anstalter hindrede ham fra at lande der, til Norden, hvor han først
opsøgte Kong Sven i Danmark4. Det er saaledes ej at betvivle, at netop han var
1 Angaaende de nærmere, højst interessante Enkeltheder ved alt dette, saaledes som de fortælles af
Robert Wace, hvis Fader selv var Øjevidne dertil, se Lappenberg Geseh. Engl. I. S. 540—543.
2 Lignende Indvendinger mødte Harald Haardraade kort efter af Nordmændene, se nedenfor.
3 Villjam af Aquitanien, hos Duchéne, S. 197, Bouquet XI. 92.
* Se Ordric Vitalis, hos Duchéne S. 492. Denne, der ligesom vore Sagaer fejler deri, at han lader
Tostig forlade England efter Broderens Tronbestigelse, og fordreven af denne — han forvexler nemlig den
Magt, Harald allerede som Jarl udøvede, med Kongemagten — fortæller følgende: Tostig, fordreven i
Landflygtighed, begav sig til Flandern, overantvordede Grev Balduin, sin Svigerfader, sin Hustru Judith,
skyndte sig derpaa til Nordmandie, og bebrejdede Hertug Villjam heftigt, at han lod den, der havde brudt
Eden til ham, regjere i Fred; han forsikrede ham derhos, at hvis han med en nordmannisk Hær vilde sætte
over til England, skulde han (Tostig) hjelpe ham til Kongedømmet. De holdt nemlig allerede i lang Tid
meget af hinanden, og Venskabet styrkedes end mere fordi de vare gifte med to Systre. Hertug Villjam
modtog med Glæde den kommende Ven, takkede ham for hans venskabelige Bebrejdelse, og
sammenkaldte, bevæget ved hans Opfordringer, de nordmanniske Stormænd til et Møde, hvor der offentligt
forhandledes om hvad der i denne Sag var at gjøre. (Her beskrives nu i Korthed Mødet og Forhandlingerne).
Imidlertid fik Tostig Tilladelse af Hertugen til at vende tilbage til England, og lovede ham Hjelp, saa vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
