Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
HARALD HAARDRAADE
Baard; vi kom til Land ved Hiteren, og laa i Nat ved Agdenes». Den høje Mand,
der ej var nogen anden end Kongen selv, spurgte spøgende, om ikke Agde
(Bjergtroldet i Agdenesfjeldet) havde gjort Løjer med dem. «Nej», svarede Halle, der
meget godt skjønnede, at det var Kongen, han talede med; «dertil oppebiede
han en fornemmere Mand, og vænter eder i Kveld». «Du er nok skarp i Ordene»,
sagde Kongen, og sejlede videre. Den Rejse, han foretog, var kun en Lystrejse
til en af Øerne; faa Dage efter kom han tilbage til Nidaros. Imidlertid var Baards
Skib ogsaa ankommet, og Halle bad Baard forestille ham for Kongen, og udvirke
ham Tilladelse til at opholde sig ved Hoffet om Vintren. Baard tilbød ham
Vinterophold i sit eget Huus, men Halle sagde, idet han takkede ham for Tilbudet, at
han dog helst vilde være hos Kongen, om det lod sig gjøre. Baard fulgte ham da
til Kongen, der tog vel imod ham, og spurgte om han ikke var den samme, som
havde svaret ham ude paa Fjorden. Da Halle bekræftede det, sagde Kongen at
han kunde nyde frit Underhold paa en af hans Gaarde. Men Halle sagde, at
dersom han ej fik være med Hirden, vilde han helst søge sig Ophold hos andre. Kongen
ytrede at Islændingerne plejede at være egensindige og korte for Hovedet, men
at man desuagtet, som sædvanligt, vilde give ham Skylden, dersom der indtraf
noget ubehageligt mellem ham og Halle: han vilde imidlertid ikke af slaa ham hans
Bøn, men det maatte være paa hans eget An- og Tilsvar, hvad der saa senere
hændtes. Paa dette Vilkaar gik Halle ind, takkede Kongen, og blev hos Hirden. Han
blev snart meget yndet af Hirdmændene, og især opstod der et særdeles Venskab
mellem ham og hans Sidekammerat, en gammel gjæv Hirdmand ved Navn Sigurd.
Det traf sig engang, da Kongen, ledsaget af sit Følge, gik paa Gaden, at de
kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed just vare komne i et heftigt
Slagsmaal med hinanden. Kongen saa paa det en Stund, men vilde ikke blande
sig deri, og gik bort, idet han bad sin Hof skald Thjodolf, der ogsaa var med i1
Følget, at digte en Vise derom. Den forfængelige Thjodolf undslog sig i Førstningen,
da det, som han sagde, var under hans Værdighed som Kongens Hoved-Skald,
at besynge et saa simpelt Emne. «Det er ikke saa simpelt som du tror», sagde
Kongen, «thi du skal fremstille dem som andre Mænd end de i Virkeligheden ere;
lad den ene være Sigurd Favnesbane og den anden Lyngormen Favne, idet du dog
lader Enhver beholde sin Idræt». Nu kvad Thjodolf et Vers, som Kongen roste;
efter hans Anmodning kvad han endnu et, hvor den ene fremtraadte som Thor,
den anden som Jøtnen Geirrød. «Du er en god Skald», sagde Kongen, og gav ham
en Guldfingerring. Halle havde ej været med ved denne Lejlighed, men om
Aftenen, da man sad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt sammen, kvad
Thjo-dolfs Vers for ham, og sagde at han neppe kunde have digtet saadanne Vers, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
