Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
Krig med Danmark kunde have været farlig, i det mindste ubelejlig nok, saa
længe endnu det nordlige, halvdanske England ikke fuldstændigt var
undertvunget, sendte strax et Gesandtskab til Danmark med Fredstilbud og Gaver,
ej alene til Kongen, men ogsaa til Høvdingerne1; han sendte ogsaa — man maa
antage ved samme Lejlighed — Foræringer til Erkebiskop Adalbert, og fik ham
overtalt til at optræde som Fredsmegler2. Herved lod Sven sig forlede til at
forsømme den belejlige Tid, derpaa fulgte Fejden med Norge, og det var ikke
førend i Aaret 1069, at han, sikret fra denne Kant og ophidset af de ved
Nord-mannernes Voldsomhed fordrevne Angler, paany, og for Alvor, kunde skride til
Udrustninger mod Villjam. Endda kunde et Angreb fra Danmark være blevet
denne farligt nok, hvis det havde været ordentligt ledet, og Anførerne havde været
paalidelige. Thi en stor Deel af England, fornemmelig den nordlige, var i stadig
Oprørstilstand, trods alle Vill jams energiske Forholdsregler og tilsyneladende
Lykke i sine krigerske Foretagender. Medens han tilbragte Størstedelen af Aaret
1067 i Nordmandie, gjorde den mægtige Stad Exeter Opstand, fornemmelig
op-egget dertil af Kong Haralds gamle Moder Gyda, som endnu var i Live og
opholdt sig der. Villjam maatte ved Vintertid i Hast vende tilbage, for med en
sterk Hær at ile mod Exeter. Efter flere Dages Belejring tvang han Staden til
Overgivelse, og Gyda flygtede med mange Høvdinger, først til en Klippe-0 i
Bristolfjorden, siden til St. Omer i Flandern, hvor hun endte sine Dage3.
Imidlertid havde Jarlerne Morkere, Eadwine og de northumberlandske Høvdinger
forbundet sig med Kong Haralds Sønner, der havde fundet et Tilflugtssted hos
Kong Diarmid af Leinster paa Irland, og med Kongen af Nord-Wales, om at
forjage Nordmannerne. De tvende førstnævnte tabte vel Modet ved Villjams
personlige Nærmelse, og underkastede sig; Haralds Sønner søgte forgjæves at
komme i Besiddelse af Bristol, og vendte tilbage til Irland efter alene at have
herjet Devonshire og Cornwall4; i Northumberland, hvorhen Eadgar Ædheling
havde taget sin Tilflugt, blev York erobret, og Stadens Lydighed, som Villjam
troede, sikret ved Opførelsen af to Kasteller; Lincoln og flere andre Byer erobredes
og sikredes paa samme Maade og Eadgar flygtede med sin Moder og sine tvende
Systre til Kong Mælkolm i Skotland, medens Landskabets Høvdinger deels fulgte
hans Exempel, deels søgte til fjernere Lande, navnlig Danmark, deels faldt til
Fode. Men ikke desto mindre opblussede Opstanden paany allerede i Begyndelsen
1 Knyghton, 1. c. Blandt Gesandterne var og Abbeden Mgelsine fra Canterbury, hvis Rejse til og
Ophold i Danmark er beskreven i de Lektioner om den hellige Jomfrus Underverker, der ere samlede af
Langebek i hans Ser. rer. Dan. III. 252 flgg. under Titlen «Legatio Helsini abbatis in Daniam». Her
tales der udførligt om Svens Arvefordringer paa England, og, af Villjam foranstaltede Gaveuddelinger.
2 Mag. Adam, III. 53. 3 Chron. Sax. ved 1067. 4 Chron. Sax. Ordrik, hos Duchéne, S. 512, 513.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
