Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
snarere fra enkelte frivillige krigslystne Høvdinger. Denne store Flaade landede
dog ikke strax i Northumberland, men søgte ned til Kent, sandsynligviis for siden
at støde sammen med Harald Godwinessøns Sønner, der ligeledes forberedede et
Angreb paa det sydlige England. Men dette Angreb, der nærmest gjaldt Exeter,
var allerede forsøgt og tilbageslaaet, førend den danske Flaade endnu rimeligviis
havde forladt Danmark. Forgjæves søgte den at lande først ved Dover, siden
ved Sandwich; den styrede nu længer nordefter, og Danerne gjorde Landgang,
saavel ved Ipswich, som ved Norwich, men paa begge Steder, især det sidste,
bleve de med stort Tab drevne bort. Omsider, og vistnok for sildigt — det var
allerede i September — sejlede de ind i Humberen, hvor Eadgar og de
north-umbriske Høvdinger, glade over at de endelig vare komne, ilede dem i Møde, og
i Forening med dem rykkede mod York, hvis nordmanniske Befalingsmand af
Forsigtighed lod opbrænde de udenfor Kastellerne staaende Huse, men med saa
liden Varsomhed, at hele Byen blev et Rov for Luerne. Dette hindrede dog ikke
de forenede Daner og Angler fra at angribe og indtage begge Kasteller, hvorved
over 3000 Nordmanner faldt, og at sætte sig i Besiddelse af Staden, eller rettere
den afbrændte Plads inden dens Mure. Villjam samlede i Hast en Hær, og ilede
mod York, idet han paa det grusomste herjede de omliggende Egne, for at hans
Fiender ingen Levnetsmidler skulde finde til deres Ernæring. Danerne trak sig
deels tilbage til deres Skibe, som de lagde længer ud paa Humberen, ved Lindsey,
deels holdt de sig en Stund i York, som de dog forlode da Villjam efter megen
Vanskelighed var kommen over Ouse, og gjorde Miner til at ville omringe Staden.
Villjam, som kjendte, hvem han havde for sig, lod nu Aasbjørn Jarl,
Overbefalingsmanden over den danske Flaade, underhaanden tilbyde en stor Pengesum, hvis
han vilde holde sig stille og uvirksom den hele Vinter over, uden at lade det komme
til noget Slag, og om Vaaren føre Flaaden tilbage til Danmark, hvorimod det
imidlertid skulde staa ham frit for at skaffe sig det nødvendige til Hærens
Underholdning ved at plyndre Søkysten. Den pengegridske Aasbjørn gik ind paa dette
Vilkaar, og blev liggende, ej alene den hele Vinter, men ogsaa hele den følgende
Vaar og en stor Deel af Sommeren, paa Humberen, hvor hans Krigere, der i de
allerede herjede Kyst-Egne ikke paa langt nær kunde skaffe sig, hvad de
behøvede, lede den største Nød, hvorfor mange af dem allerede tidligere droge hjem.
Ikke førend i Juni Maaned 1070 vendte Aasbjørn tilbage til Danmark, efter at
længre nede (Northvigenæ); dette synes at vise, at Olaf selv ingen Tropper har sendt, men at der alene
fandtes flere norske Frivillige i Svens Hær. Blandt dem maa man især gjette paa Medlemmerne af
Sole-Ætten, eller Erling Skjalgssons Efterkommere, af hvilke dennes Sønnesøn Sven var gift med Svens Datter;
ligeledes Aurland-Ætten i Sogn, hvortil Rannveig, Knut Svenssons Moder, hørte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
