Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
Olaf gjorde sin Lensrettighed over Orknøerne gjeldende. Der siges kun, at han
formedelst sit Slægtskab med Jarlerne var deres synderlig gode Ven1, men man
kunde lettelig fristes til at formode, at disse benyttede sig af den mislige Stilling,
hvori Olaf efter Nederlaget ved Stanford befandt sig, til at bringe ham til at
erkjende deres Uafhængighed, eller i det mindste til ikke med Strenghed at fordre
nogen Lenshylding af dem; thi vi ville i det følgende erfare, hvorledes Olafs Søn
Magnus senere behandlede dem ikke stort bedre end Oprørere eller Frafaldne2.
De herskede en lang Tid i Enighed, og, som det synes, i Fred, men uden nogen
synderlig Kraft eller Anseelse. Det lader slet ikke til, at de i mindste Maade
deeltoge i de Uroligheder, som i denne Tid fandt Sted paa Man og Syder-Øerne,
og som havde disses Løsrivelse fra Orknøerne til Følge. Hiin Gudrød, Søn af
Harald Svarte, der, som ovenfor nævnt3, ved Stanford kæmpede med i Harald
Haardraades Rækker, og, lykkeligt undkommen fra dette Nederlag, havde fundet
en venlig Modtagelse hos den daværende Konge paa Man, Gudrød Sigtryggssøn,
tilrev sig nemlig ej alene efter dennes Død Herredømmet over den sidst nævnte
0, men ogsaa, som det synes, over alle Øerne, tilligemed en Deel af Irland, og
optraadte som en vældig og frygtet Erobrer i disse Egne. Beretningen derom,
til hvilken man dog neppe i alle dens Enkeltheder kan sætte Lid, da den synes
at være meget blandet med svævende Folkesagn, lyder i Korthed saaledes4: «Da
Gudrød Sigtryggssøn var død, blev hans Søn Fingal Konge efter ham5, men Gudrød
Crovan samlede en stor Flaade, kom til Man, og holdt et Slag med Indbyggerne,
hvori han dog blev overvunden og dreven paa Flugten. Et nyt Angreb løb lige
saa uheldigt af. Endelig forsøgte han sin Lykke tredie Gang, samlede en talrig
Flaade, landede ved Ramsaa Havn, og lagde 300 Mand i Baghold oppe i de
skov-bevoxne Lider af Skaka-Fjeld. Ved Solens Opgang fylkede Manboerne deres Hær,
og angrebe ham med stor Heftighed, men bleve under Kampen anfaldne i Ryggen
af hine trehundrede Mænd: derved maatte de vige og bleve drevne paa Flugt.
Da de ingen Udsigt øjnede til at slippe vel derfra, eftersom Floden stod ind i
Ramsaa, og Fienderne truede dem fra den anden Kant, bade de, med bedrøvelige
Raab, Gudrød om Naade. Denne, der ynkedes over dem, især da han havde boet
saa længe iblandt dem, gav sin Hær Befaling til at ophøre med Forfølgelsen.
1 Orkneyinga-Saga, S. 94. s Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Saga. 3 Se ovenfor S. 293.
4 Den manske Krønike, i Langebeks Ser. rer. Dan. III. S. 213—215. Johnstones Udgave S. 7—9.
8 Dette henføres i den manske Krønike til det samme Aar, vinder hvilken ogsaa en anden Notits
er optagen, øjensynligt fra, eller efter den samme Kilde som en Beretning i den melrosiske Krønike for
1070, om hvorledes Mælkolm, Skotlands Konge, herjede Northumberland indtil Cleveland, og egtede
Margrete. I den manske Krønike angives Aaret til 1051; men det er vel at merke, at fra 1040 til 1098
angives i denne de fleste Begivenheder til omtrent 19 eller 20 Aar for tidligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>