Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442 MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
den ej udfordredes. Sigurd gjorde sig nu rejsefærdig, og drog afsted kun med eet
Skib. Da han var kommen øster til Viken, kaldte han de oven nævnte
Lender-mænd til sig, og tillyste et almindeligt Thing for det hele Landskab; navnligen
indstevnedes Elvegrimerne, saa kaldtes Grændseboerne øster ved Elven. Thinget,
der efter al Sandsynlighed stod ved Borg, var meget talrigt, dog varede det en
Tidlang, inden Sveinke indfandt sig. Hine Lendermænd forberedede Sigurd paa,
at han i Sveinke vilde finde en haard Hals, da han var saare mægtig og havde et
stort Tilhæng. Mod en saa formaaende Mand, sagde de, var det raadeligst at fare
saa varligt frem som muligt. Sigurd svarede noget haanligt, at den Sveinke da
maatte være en forfærdelig Karl, siden alle tre i Forening med ham selv ikke skulde
kunne faa Bugt med ham, især i en saa rimelig Sag som den nærværende. De
sagde at de med al skyldig Iver skulde understøtte Kongens Sag, men frygtede
kun for at han vilde finde Sveinke langt mægtigere, end han forestillede sig.
Endelig saa man en stor Skare nærme sig; den bestod af fem hundrede staalklædte Mænd,
og var at see til som blinkende Iismasser. Det var Sveinkes Flok. Den satte sig
i en Ring. Nu stod Sigurd Ullstreng op og talte saaledes: «Guds og sine
Venner sender Kong Magnus Guds og sin Hilsen, alle Lendermænd, mægtige Bønder
og den hele Almue; dertil fagre Ord og Venskabstilbud til alle dem, der ville slutte
sig til ham. I have vist spurgt at Kongen har renset Landet for en Røverflok,
der gjorde Bønderne i dette Land stor Skade. Give Gud, at der nu maatte blive
Ende paa deres Frækhed, der vovede det uhørte Foretagende, at tage til Høvding
og Modkonge mod Kong Magnus en Mand, der ikke engang var ættebaaren til
dette Rige; hvilket ogsaa gik som man kunde vente. Nu vil Kongen vise al mulig
Blidhed mod alle dem af hans Mænd, som oprigtigt ville tjene ham. Han tilbyder
sit Værn og Forsvar for alle Norges Mænd, store og smaa; og til Gjengjeld fordrer
han af Landets Indbyggere god Tjeneste og sømmelig Bistand. Her er øjensynligt
intet at betænke sig paa, saa gode Løfter, som Kongen byder, og hvori alle, som
dertil ere værd, ville blive deelagtige». I det samme rejste en Mand sig i
Elvegrimernes Flok, stor og før, iført en loden Kappe, med en stor dansk Hat paa
Hovedet og en Stok med Metalknap over Axlen; han sagde kun disse Ord: «Her
behøves ingen Rulle, sagde Ræven, drog Harpe paa Isen», og satte sig igjen1.
Lidt efter stod Sigurd atter op, og fortsatte sin Tale saaledes: «Af de Ord, der
høres fra eders Flok, I Elvegrimer, merke vi kun liden Agtelse for Kongens Bud-
1 Dette Ordsprog, der i Oldsproget lyder saaledes: «era hlums vant, kvaö refr, drö hörpu å isi»,
forklares i Tillægget til Skalda Arnamagn. Udg. II. S. 182 saaledes: «Paromie er en Maade at udtrykke
sig paa, der passer godt til Tid og Omstændigheder, f. Ex. . . (her følger Ordsproget) . . hvilket siges til
dem, der, skjønt de betyde lidet, dog give sig en vigtig Mine. Ved «Harpe» forstaaes her vistnok et Slags
Skjel, «Harpe-Skjel».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
