Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
Magnus styrede først til Orknøerne (1098), hvor han landede, som det synes
temmelig uventet, thi han tog strax Jarlerne Paal og Erlend til Fange, og sendte
dem over til Norge. Erlend Jarls Sønner Magnus og Erling, saa vel som Haakon
Paalssøn, beholdt han hos sig, aabenbart som Gisler. Sin Søn, den unge Sigurd,
lod han blive tilbage paa Orknøerne under behørig Opsigt1, og fortsatte nu Toget
langs Skotlands Kyst til Syderøerne, hvor han først gjorde Landgang paa
Ljod-huus, (Lewis). Dennes Indbyggere maatte nu bøde haardt for Ingemunds Drab;
deres Huse bleve brændte og plyndrede, og de selv bleve dræbte, for saa vidt
som de ej frelste sig ved Flugten, deels ind i Fjordene til Skotland, deels til
Halvøen Kantire eller Irland. Paa denne Maade herjedes foruden Ljodhuus ogsaa
I vist (North-Uist, Harris og South-Uist), Skid (Skye), Tyrvist (Tiree) og Myl
(Mull). Magnus besøgte ogsaa den saakaldte hellige 0, lona eller Ikolmkill, men
i Betragtning af Helligdommen fredlyste han den og dens Indbyggere mod al
fiendtlig Behandling. Ved denne Lejlighed, fortælles der, lukkede han selv op
den lille Kolumkille-Kirke (det nu saakaldte St. Orans Kapell), og vilde gaa
derind, men betænkte sig, slog Døren i Laas, og forbød Enhver for Eftertiden
at betræde denne Helligdom. Det tilføjes ogsaa, at den sidenefter ikke har været
oplukket, dog kan dette kun gjelde den Tid, da Øerne stode under Norges
Herredømme. Fra Ikolmkill styrede Magnus til II, som ligeledes herjedes, og derfra til
Kantire2. Han var nu kommen lige i Nærheden af Irland. Hvis han ikke, hvad
der er højst sandsynligt, allerede tidligere, f. Ex. ved Ingemunds Afsendelse,
ogsaa tidligere have seet, at de kongelige og Lens-Skibene tilsammen udgjorde et Antal mellem 60 og 90,
og man maa antage at Ledingstropperne paa dette som paa alle tidligere lignende Tog ere dragne hjem
efter den korte Tjenestetids Udløb, er det højst sandsynligt, at Ordrik kim har haft de Skibe for Øje, hvormed
Magnus kom til Man og Irland efter at Ledingstiden var ude, og at derimod den manske Krønike, som
desuden udtrykkeligt siger, at Magnus lod samle en Flaade paa 160 Skibe, angiver det samlede Antal af
kongelige Lens- og Ledingsskibe. Vel var det fulde Antal af de Skibe der ved halv Ålmenning skulde
præsteres 150, men da der udtrykkeligt omtales, at Folket under Magnus fandt sig haardt besværet ved Leding,
er det højst rimeligt, at ikke alle 150 erhvervedes.
1 Saaledes Orkneyinga Saga S. 108. Hryggjarstykke og Snorre lade Magnus allerede nu udnævne
Sigurd til Høvding, hvilket aabenbart er urigtigt, se nedenfor.
2 Magnus Barfods Saga Cap. 20, Snorre Cap. 9, Fagrskinna Cap. 229, 230. Her anføres ogsaa Vers af
Skalden Bjørn Krepphendte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Kongens Landgang og Herjen paa
Ljodhuus, Ivist, Tyrvist, Myl, Sandø, II, Saltire og Man. Ved Saltire forstaaes Kantire, ved den jevne Sandø
synes Morkinskinnas «Bearbejder» at have meent Mull, men denne er langt fra at være jevn og flad; Skalden
maa snarere have meent Sanday strax söndenfor Kantire, og nævnt denne ellers ubetydelige 0 for Rimets
Skyld (Sandey-randir). At hele denne Beskrivelse gjelder dette Tog, ej det første i 1093/94, er forhen viist.
Man kan endog aldeles udelade Cap. 21 i Magnus Barfods Saga, hvor Lagmand omtales, uden mindste
Skade for Sammenhængen, og betragte det som en Episode af en nu tabt Beskrivelse over det første Tog.
Her kalder Bjørn Skald desuden Magnus udtrykkelig «den unge Egde-Konge»; et Tegn paa at det var i
Begyndelsen af hans Regjering. — Fortællingen om Kolumkillekirken maa staa ved sit Værd. Udsagnet,
at den ej senere oplukkedes, findes allerede i Morkinskinna, og gjelder saaledes, hvis det ikke siden
tankeløst er gjentaget i yngre Afskrifter, ej længer end i det seneste til 1220.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
