Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANGLESEY EROBRET
467
nerne flygtede. Da han fik vide, hvo den Mand var, som Skuddet havde fældet,
skal han efter Ordriks Sigende have udtrykt sin Bedrøvelse derover, og tilstaaet
Hugo af Chester Fred og Sikkerhed, da han, som han sagde, var kommen for at
angribe Irland, ikke England, og ej for at erobre fremmede Lande, men kun for
at forsvare sit Herredømme over de Øer, der allerede tilhørte ham1. Har Magnus
virkelig sagt noget saadant, da maa det alene have været fordi han ej for
Øjeblikket saa sig i Stand til at forfølge sin Sejr, eller og fordi han regnede Anglesey
blandt de Øer, der med Rette tilhørte Norges Rige. Vist er det, at han tilegnede
gik derind med Magt, og om Natten lod nogle Hunde blive der, fandtes disse om Morgenen (mane, ikke
manu) gale. En Maaneds Tid efter døde han selv ynkeligt; thi der kom til Øens Havn fra Orknøerne nogle
Vikinger i Langskibe; da Jarlen hørte dette, red han dem modigt imøde lige ud i selve Havet, siddende paa
en rask Hest. Men see, Skibenes Høvding, ved Navn Magnus, der stod med sin Bue i Forstavnen paa det
fremmerste Skib, afskød en Piil, og skjønt Jarlen var jærnklædt fra Top til Taa, paa Øjnene nær, traf dog
Pilen hans højre Øje, og gik igjennem Hjernen, saa at han styrtede døende i Vandet. Da Sejrherren saa
ham styrte, skal han med overmodig Glæde have raabt paa den danske Tunge «leit loupe» (Formerne her
ere, som man seer, angliserede), hvilket paa Latin betyder «sine salire». Og fra den Tid af ophørte
Englændernes Herredømme over Anglesey».
1 Ordrik, S. 768. Uagtet denne Forfatter meddeler flere nærmere Omstændigheder ved Magnus’s
Kamp i Anglesey-Sund, end nogen anden, hvoraf man maa slutte at han har haft speciellere Efterretninger,
maaskee endog af Nordmænds Mund, siden han paa dette Sted indskyder nogle interessante Notitser om
Norge og dets Byer, hvorom nedenfor, saa er det dog tillige tydeligt, at han har misforstaaet et og andet,
og at han i det hele taget meddeler Fortællingen paa en forvirret Maade, saa at man ej ubetinget kan stole
paa alt hvad han siger, især naar dette ej angaar bestemte Fakta, men løse Udsagn og politiske Forhold.
Saaledes er det allerede ovenfor viist, hvorledes han synes at modsige sig selv, naar han S. 581 lader Hugo
af Shropshire fældes af Magnus, men siden efter (S. 768) kim omtaler «Magnus’s Krigshøvding» eller en
«norsk Barbar» som hans Drabsmand. Denne Modsigelse kunde dog maaskee ud jevnes saaledes, at man
antager hans Mening at være den, at Magnus først har afsendt de sex Skibe, og siden selv har fulgt efter
med flere. Denne Forklaring kunde saa meget mere lade sig høre, som Ordrik øjensynligt tænker sig en
lang Tid hengaaet under Nordmændenes Fejde i Bretland. Thi først, heder det, gjorde Kystboerne Allarm
ved Nordmændenes Ankomst, og Krigerne fra Mercia samlede sig; siden sendte begge Jarlerne Bud omkring
i hele deres Distrikt (Mercia) og kaldte Franker og Angler sammen mod de Fremmede, saa at en stor Skare
mødte ved Dagannoth, og forberedte Slaget; derpaa ventede Hugo af Shropshire i «mange Dage» paa de
Øvrige, og holdt Øje med Nordmændene, indtil han en Dag, da han saa disse «rase» mod de Indfødte, ilede
til, og blev rammet af en Piil. Men man seer tydeligt, saavel af de væliske Krøniker (Caradoc S. 121) som af
den paalidelige Florents, at Magnus netop kom paa den Tid, da begge Jarler allerede befandt sig med deres
Folk paa Anglesey: det er altsaa tydeligt, at ingen Indkaldelse af Krigere fra Mercia behøvedes, og at
Ordrik har forvexlet den Udrustning, Jarlerne gjorde for at erobre Anglesey, med den øjeblikkelige Samling
mod Magnus. Og at hine sex norske Skibe ej vare foreløbigt udsendte af Magnus, medens Jarlerne endnu
udrustede sig, men at han selv anførte dem, og at Nordmændene i dette Aar kun een Gang viste sig ved
Anglesey, sees udtrykkeligt saavel af Sagaerne som af Florents’s og Caradocs Beretning; ja Ordrik siger
endog selv kort i Forvejen, at Magnus trængte frem «lige til Anglesey», og hans senere Udsagn om at han
tilstod Hugo af Chester Fred og Lejde, synes ogsaa at røbe hans personlige Nærværelse. Ordriks Paastand,
at Magnus skulde have ført et fredeligt Sprog med Hensyn til England, bliver derfor højst mistænkelig,
og kan neppe holde Stik lige over for Villjam af Malmsburys udtrykkelige Ord (IV. 329) at Magnus
«haardnakket hjemsøgte England ved at angribe Anglesey», og de ovenfor skildrede politiskeForhold, der maatte
stille ham paa en fiendtlig Fod lige over for Kong Villjam, den mælkolmske Æts og de engelske Interessers
Forsvarer i Skotland. Hertil kommer at det, som det strax nedenfor nærmere vil sees, altid bliver meest
sandsynligt, at han havde den bestemte Hensigt at erobre Anglesey.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
