Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480 MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
den næste Vaar (1101), var han strax paa Ferde for at skaffe sig Hevn. Han
styrede med en Flaade øster til Elven, og sejlede op ad den østlige Arm, idet han
idelig gjorde Landgang og herjede paa den svenske Side. Dette skede ogsaa, da
han var kommen til Foxerne, hvor han Aaret forud havde overvundet Kong
Inge. Men han fjernede sig alt for langt fra Skibene. Da hans Skare var kommen
over en Aa1, hvor Vejen gik, viste pludselig en heel Hær af Gauter sig;
Nordmændene bleve overmandede, mange faldt, og de øvrige, hvoriblandt Kongen,
maatte redde sig ved Flugten. Gau terne fulgte dem i Hælene, og dræbte Enhver,
som de indhentede. Kongen selv kom i den største Fare, da han var let kjendelig
ved sin Højde, sit lange, silkeblege Haar, der hang i Lokker ned paa hans Skuldre,
og en rød Vaabenkjortel som han havde over Brynjen. Agmund Slcoftessøn, der
red ved hans Side, og ligeledes var en høj og smuk Mand, bad Kongen om Kjortlen.
«Hvad vil du med den», spurgte Kongen. «Jeg vil kun have den», sagde Agmund;
«du har givet mig større Gaver før». Da gav Kongen ham Kjortlen, som
Agmund strax kastede over sig. Dette skede just paa et Sted, hvor en Deel Krat
og nogle Smaabakker for et Øjeblik hindrede de forfølgende Gauter fra at see
dem. Da de igjen kom frem paa aaben Mark, skilte Agmund sig med sin Flok
fra den øvrige Skare, og tog en anden Vej; men Gauterne, som nu toge ham for
Kongen, stimlede alle efter ham, uden at ændse Magnus, som saaledes uden Hinder
naaede Skibene. Heldigviis lykkedes dette ogsaa den ædle Agmund, der saa
heltemodigt opofrede sig for sin Konge, men det var dog kun med yderste Nød
at han undslap Forfølgerne. Magnus forsøgte ikke at trænge længer frem, men
sejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke
udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde
han mistet mange Folk, uden at være kommen sit Maal et Skridt nærmere. Han
havde saaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.
Dette var Magnus’s sidste Felttog i denne Krig, thi strax efter, heder det,
foor der Mænd mellem Kongerne om at de skulde stifte Fred mellem sig selv
indbyrdes og mellem deres Lande. Det samme, tilføjes der, ønskede ogsaa Erik,
som den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt sin Broder
Olaf — for sig og sit Rige. Det lader saaledes til, at Erik har optraadt som Megler
mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det
spendte Forhold, der nødvendigviis maa have hersket mellem Norge og
Danmark siden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, saa vidt man kan see,
1 Hos Snorre staar, at de faldt i Nærheden af en Fos. Denne Fos kunde maaskee være Fossen ved
Lilla-Edet, eller maaskee endog være at søge ved Fors Kirke, der ligger ved en Side-Elv, y2 Miils Vej oppe,
hvis «fors einn» ej er urigtigt læst i Stedet for «Foxerni».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
