Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
r EYSTEIN, SIGURD OG OLAF MAGNUSSØNNER
pligtige dertil, hvorledes end Parterne synes derom», Eystein sagde at de kunde
betænke sig en Stund, inden de afsagde Dommen. Nu lod han de Vidner
frem-staa og afgive Vidnesbyrd, som vare blevne opnævnte første Gang paa Bymødet,
da Sagen blev af viist; derefter førte han sine Vidner paa at Sagen var bleven
afviist paa Kevlø-Thing, og endelig Vidnerne om den sidste Afviisning paa
Thronde-nes-Thing. Derpaa sagde han: «jeg henstiller nu til de Lovkyndige, om man ej
kan fare saa misligt med sit Søgsmaal, at man ikke længer faar Tilladelse til at
forfølge det; thi jeg veed ikke rettere end at det er Lov, at naar Nogen viser sig
saa ukyndig i Loven, at hans Søgsmaal bliver afviist paa tre Retterthing, og
Vidner nævnes herpaa, skal dette Søgsmaal aldrig mere nyde Fremme, og
Dommerne ere ikke længer pligtige at paadømme det». Han indlagde formeligt
Forbud mod, at Dommerne dømte i denne Sag, og nævnte Vidner derpaa. Jon
Mørnev svarede: «jeg maatte nok have dømt i Sagen efter hvad jeg fandt lovligst,
om jeg var pligtig dertil, men glad er jeg, at dette fritager mig for at dømme,
thi hvad Kong Eystein siger, har sin Hjemmel i Loven»1. Da sagde Kong Sigurd,
meget opbragt: «det kan nok være, at Kong Eystein har faaet dette Søgsmaal
spildt ved sine Lovkroge, men en Dom er endnu tilbage, hvilken det nok tør
hænde at jeg forstaar mig paa at hænde lige saa godt som han: den skal afgjøre
mellem os, siden jeg ikke opnaar min Ret». Med disse Ord forlod han Thinget,
og gik til sine Skibe, ledsaget af sit Følge, men Kong Eystein og Kong Olaf
begave sig til sine Herberger.
Da Kong Eystein kom i Stuen satte han sig til at drikke og var meget lystig.
Nogle af hans Mænd talte om, hvor langt han havde overgaaet sin Broder i
Klogskab; andre snakkede frem og tilbage om, hvad Ende denne Sag vilde faa. Kongen
spurgte Sigurd Ranessøn, hvad han syntes om Sagens Udfald og den Hjelp, han
havde nydt. Han svarede: «jeg synes meget godt om eders Behandling af min
Sag, thi I har i alle Dele ydet mig fuldkommen Bistand, om ikke alt for megen».
Da blev Kongen vred og sagde: «det er vanskeligt at kjende sin Mand, om han
har Mod og Fasthed til at modtage fuldstændig Hjelp af sin Overmand, derfor
tager jeg mig mindre af Andres Sager, end jeg ellers vilde». Kort efter passede
Sigurd Ranessøn sit Snit til at komme ud af Drikkestuen. Det var seent om
Kvelden, og da han saa, at ingen holdt Øje med ham, gik han i al Hast bort,
ganske alene. Han var uden Kappe, i Skarlagens Kjortel og blaa Buxer, der gik
uden om Kjortelen; i Haanden havde han et stort Huggespyd, hvis Skaft ikke
var længere end at man kunde naa til Falen. Saaledes gik han ned til Bryggen,
1 Bestemmelsen er ikke udtrykkelig indtagen i den nu forhaandenværende Text af den ældre
Frosta-thingslov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
