Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 MAGNUS ERLINGSSØN
til ham og sagde: «Nu ere Hestene sadlede; lad os nu ride bort, og ind i Heredet». —
«Nej», sagde Nikolas, «jeg vil holde Thing med Bymændene ude paa Øren, og see
hvor stor Styrke vi kunne opstille, men først vil jeg spise til Middag». Da gik
Erik bort og hjem i sin Gaard, steg til Hest med sine Mænd og red ud af Byen.
Nikolas gik til Bords, og satte kun en Vagt ude paa Øren. Han havde neppe endt
sit Maaltid, førend der kom Bud, at Birkebeinerne roede op i Elven. Da lod han
sine Mænd væbne sig og begav sig med dem op i det øvre Stokverk eller Loft,
for der at forsvare sig. Dette var et meget slet betænkt Paafund, thi havde han
søgt at forsvare Porten mod Birkebeinerne vilde han maaskee have kunnet holde
dem tilbage, indtil Bymændene kunde komme ham til Undsætning. Nu derimod
vidste han og hans Mænd ikke Ordet af, førend hele Gaardsrummet var opfyldt
af Fiender. Birkebeinerne, der kom ganske uventet, havde taget Vejen deels op
ad Gaderne, deels langs Bryggerne, og til Nikolas’s Gaard, som de nu ganske
omringede. De raabte til ham og bøde ham Grid, men han vilde ingen modtage.
Da gik de løs paa Loftet fra alle Kanter, nogle hug Hul i Taget og skøde ned.
Nikolas og hans Mænd værgede sig mod Overmagten, saa godt de kunde, med
Bueskud, Haandskud og Ovnstene. Han havde et rødt Skjold med forgyldte
Nagler og Lister. Paa det skøde Birkebeinerne saaledes at Pilene stode i lige
til Rørbaandene. «Nu sviger mit Skjold mig», sagde Nikolas, og fik kort efter
sit Banesaar. En stor Deel af hans Mænd faldt med ham. Hans Død blev al
mindeligt beklaget1.
Birkebeinerne sammenkaldte nu Thing i Byen, og gave Indbyggerne Fred.
Disse underkastede sig alle sammen, og Eystein fik Kongenavn paa Ørething.
Han var, som man tydeligt kan see, slet ikke uvelkommen, og opholdt sig der
nogen Tid, medens der strømmede Folk til ham saa vel fra Byen som fra Landet,
og gik ham til Haande. Blandt disse vare de tre Sønner af Gudrun, Huusfruen
paa Saltnes i Budviken, ved Navn Jon Kettling, Sigurd og Villjam2. Ud paa
Høsten drog han længer ind i Thrøndelagen med sin Flok, der fremdeles tiltog.
Blandt dem, der sluttede sig til ham, nævnes ogsaa en Thorfinn svarte af Snas3,
1 Magnus Erlingssøns Saga Cap. 30, 31, Snorre Cap. 39, 40, Fagrskinna Cap. 279, ogsaa Thjodrek
Munk, hvis Verk ellers ikke gaar længer end til Sigurd Jorsalafarers Død, omtaler dog lejlighedsviis Nikolas’s
Død Cap. 31, hvor han opregner enkelte af dem, der fulgte med Magnus Barfod paa Vesterhavstoget. Blandt
disse nævner han ogsaa «Ulf Ranessøn, Broder til Sigurd, der var Fader til den Nikolas, hvem Eystein,
hiin ulykkelige Fyrste, dræbte i Nidaros» (Ulfr Rana frater Sivardi, patris Nicolai, quem Oustein infelix
tyrannus occidit in Nidrosiensi metropoli). Ogsaa i disse Udtryk ligger der maaskee en Beklagelse over
Nikolas’s Drab.
2 Disse tre unge Mænd kaldes i Fagrskinna Saltnessveinerne. Sigurd forekommer ofte i Sverres Saga.
Gudrun, deres Moder, maa have været en anseet Enke.
8 Munthe, (se Anm. til Aalls Snorre 11, S. 209) antager dette for Gaarden Snaasen i Verdalen; det
kunde dog maaskee her betegne Bygden Snaasen i Sparbyggjafylke, ved Snaasenvandet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
