Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
50
og øvrige Beretninger stemme overeens i dette Udsagn, som ogsaa af de Beviis,
han selv ved flere Lejligheder gav paa, ej alene at besidde gejstlig Lærdom, men
endog at have tilegnet sig den i højere Grad og med bedre Skjøn paa at anvende
den, end der blandt den lavere Gejstlighed paa de Tider kan have været sædvan
ligt1. Derimod er det neppe saa sikkert, at han blev indviet til Prest. Det siges
vel i den første Sagaberetning, og hans Fiender behagede sig i at kalde ham «Sverre
Prest», ligesom Gejstligheden siden for den pavelige Legat, der i 1194 var i Norge,
anførte hans Presteværdighed som en af Hovedgrundene, hvorfor han ej maatte
krones; endelig omtales det baade af Saxo2 og nogle engelske Forfattere3. Men
underligt nok er det, at Pave Innocentius 111 i de Buller, han siden udstedte mod
ham, og hvori han overvælder ham med allehaande Bebrejdeiser, dog ikke med
Bestemthed siger at han havde været Prest, men kun ytrer at «man havde be
rettet ham» at Sverre havde beklædt et gejstligt Embede, skjønt Prestevielsen
vilde have været en af de klækkeligste Grunde, der kunde opstilles mod hans
Berettigelse til Tronen. Og hvad Saxo og de fremmede Forfatteres Udsagn an
gaar, saa kan man næsten med fuldkommen Bestemthed paavise deres Udspring
fra Sverres afsagte Fiender i Landet selv. Efter hvad der nedenfor omtales, skulde
man snarere tro, at han havde modtaget Diakon-Indvielsen, ligesom Sigurd
Slembedjakn, men ej den prestelige, hvortil han ikke engang havde den kanoniske
Alder, som paa hiin Tid var 30 Aar4. Forresten gjør det i sig selv ikke synderligt
fra eller til, om han var indviet til Prest eller ej. Hovedsagen er, at han var bleven
opdragen til den gejstlige Stand, og at hans Ærgjerrighed en Tidlang ikke havde
højere Maal, end at kunne naa de højere gejstlige Værdigheder, men at han tillige
ved denne Opdragelse, og de Kundskaber, han derved i fuldt Maal tilegnede sig,
erhvervede sig et Indblik i Skyggesiderne ved den daværende Gejstligheds. Liv,
Stræben og Virken, som i hans Øjne betog den det meste af den Glorie, der ellers
omstraalede den, og siden efter kom ham til Gode, da det gjaldt at bekjæmpe den
Modstand, han fra Gejstlighedens Side maatte døje.
Sverres Liv i hans Ynglingsaar svårede heller ikke synderligt til hans gejstlige
Opdragelse og Bestemmelse. Han var urolig og stridbar, og opførte sig i det Hele
taget ej som det sømmer en Prest. Saaledes kom han i alvorlig Strid med Brynjulf,
1 Dette sees deels af hans Saga, deels ogsaa af det merkelige Stridsskrift mod Gejstligheden, hvorom
der nedenfor vil blive talt, og som nærmest maa skyldes ham.
* Saxo, S. 894.
8 Den ene er Villjam af Newbury, der ytrer sig meget fiendtligt imod ham (11. 6). Han kalder ham
«den berygtede Prest Sverre», med Tilnavn Birkebein og siger, at han en Tidlang havde gjort kirkelig
Tjeneste, førend han fremstod som Kronprætendent. Den anden er Roger Hoveden, der oftere kalder
ham presbyter d. e. Prest.
* Til Prestevielsen udfordredes 30, til Diakonvielsen 25 Aars Alder, dog indviedes ogsaa yngre Diakoner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
