Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
70
mændene, der mindst ventede et saadant Angreb, og derfor bleve ganske over
raskede. Efter en, som det synes, übetydelig Fegtning flygtede de med deres
Fartøjer sydefter, medens Sverre rensede Mjøsens nordlige Bredder for Fiender,
og styrede til Hamar. Her holdt han Thing, hvor, som der staar, ingen vovede
at ytre et Ord imod hans Vilje. At man imidlertid, uagtet hiint Held, endnu
ikke havde synderlig Frygt for hans übetydelige Skare, sees bedst deraf, at Hall
vard paa Saastad, en af de slagne Lendermænd, gjorde et stort Gjestebud paa
sin Gaard, der kun ligger noget over en Miils Vej fra Hamar, hvor Sverre op
holdt sig. Vistnok var Hensigten med dette Gjestebud ogsaa at samle Folk mod
Sverre, men man havde dog neppe vovet at holde saadan Sammenkomst lige i
Sverres Nærhed, hvis man havde frygtet ham i nogen særdeles høj Grad. Hall
vard indbød enhver, der vilde komme, for at faa samlet en saa stor Flok som
muligt, og da det tillige var Kirkemesse1, kom der en heel Deel, henimod 400.
Men Birkebeinerne, der heller selv vilde gjøre Overfald end lade sig overfalde,
indfandt sig uformodet paa Kirkemessedagen. Man stillede sig i Fylking paa
begge Sider, og der begyndte en Fegtning, men efter kort Tids Forløb flygtede
Lendermændene med deres Folk, efterladende 7 faldne og 5 fangne. Birkebeinerne
gjorde sig derimod til gode med Gildeskosten. Lendermændene havde skjult deres
Fartøjer, men Sverre tvang de fangne til at bekjende, hvor de vare, saaledes at
han nu fik alle de Skibe, der fandtes i Mjøsen, smaa og store, i sin Magt2. Lige
ledes tilegnede han sig alle Lendermændenes og de øvrige Flygtningers Ejendomme,
saa vel som alle de Landskylder, Kong Magnus og Erling Jarl skulde oppebære.
Samtlige Oplande, endog Østerdalen, og, som det synes, Valdres, maatte under
kaste sig, og vare for Øjeblikket i hans Vold8. Denne Underlæggelse, som den
kaldes, kunde dog ikke i sig selv have stort at betyde. Den bestod kun deri, at
Bønderne, hvor han kom med sin Flok, for at undgaa Übehageligheder erkjendte
ham for Konge og vedtoge at udrede til ham en vis Ydelse i Penge eller Penges
Værd, og at han imidlertid benyttede sig af Kongsgaardene som sin retmæssige
Ejendom. Men dette var ogsaa alt, thi hans Flok var for liden til at han kunde
forblive længe paa et Sted, end sige efterlade nogen Afdeling for at holde et Land
skab besat, og naar han da var borte, blev alt igjen som det var før. Imidlertid
1 Kirkemesse (tydsk Kirmesz) kaldes i Katholicismen den Højtid, der holdes hvert Aar i en Kirke
paa dens Indvielsesdag. Den regnes altid blandt Sognets fornemste Fester. Den Kirke, her menes, er ej
den nærliggende Stange Kirke, men Kirken paa selve Saastad, der stod indtil Reformationen.
1 Et Sagn herom, der maaskee er gammelt, og i det Hele taget stemmer med Sagaberetningen, med
deles i Fayes norske Folkesagn S. 129.
» I Sagaen nævnes udtrykkeligt Østerdalene. Dog menes vel her nærmest til Elverum, der selv er
saa godt som en Deel af Hedemarken. Valdres omtales ej paa dette Sted, men det heder strax nedenfor,
at han ved Tilbagekomsten tog Vejtsler paa sine Gaarde i Valdres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
