Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 MAGNUS ERLINGSSØN OG SVERRE SIGURDSSØN
tænker mig den skjønne, mundfagre Ingunn, hvordan end Slaget løber af mellem
Magnus og Sverre. Ganger nu vel frem, gode Halse, og Gud være med os !» Denne
Tale bidrog meget til at opmuntre Birkebeinerne, styrke deres Mod og opret
holde deres Tillid til Sverres Klogskab og Forsorg. Syv af dem, hvoriblandt
Høvdingerne Thorolf Rympel og hans Broder Karl Kjøtlaar, tilbøde sig at gaa
foran Fylkingerne i Slaget. Sverre selv var til Hest, for hurtigt at kunne begive
sig hen til ethvert Sted, hvor hans Nærværelse gjordes nødvendig.
Nu skrede Fylkingerne mod hinanden, og Slaget begyndte med stor Heftighed.
Aldrig havde man i hele denne Krig seet saa store Stridskræfter samlede paa
begge Sider, dog var Magnus’s Hær den talrigste. Hvor Sverres Merke stevnede
frem, omringet af hans Hirdmænd og Gjester, veg Magnus’s Fylking tilbage, og
begyndte at flygte, medens paa den anden Side Gudlaug Stallares og Bymændenes
veg for Kong Magnus og hans Hird, ja nogle endog gav sig til at løbe. Da Sverre
saa dette, gav han sin Hest af Sporerne, og red hen til dem, idet han raabte højt:
«hvi fly I? Vend tilbage og slaas som I bedst kunne! see I da ikke at Heklungerne
allerede fly til Skibene? Bruger Eder nu som Mænd og forfølger de flygtende
saa ivrigt I formåa». Ved at høre disse Ord og see Kongen selv hos sig, toge de
strax Mod til sig, og vendte sig igjen mod Fienden, der nu veg tilbage, og da den
øvrige Hær saa, at Fienden var kommen paa Flugt, styrede alle efter Kong Magnus’s
Merke, og toge hans Mænd i Ryggen. Der blev da et stort Mandfald. «Nu flyr
Kong Magnus», sagde en af Birkebeinerne. «Ikke endnu», sagde en, der stod i
Nærheden, løb til og hug ham Banesaar: dette var Kong Magnus selv, som dog
nu maatte flygte til Skibene med sit hele Mandskab. Der faldt Philip Arnessøn
og Brynjulf Blanda, en Søn af Eindride Jonssøn1. En Dattersøn af den orknøiske
Høvding Haavard Gunnessøn, ved Navn Ivar Galle2, kjæmpede i Magnus’s Hær,
og laa haardt saaret paa Valpladsen. Sverre kom derhen, bøjede sig ned mod
ham fra Hesten og tilbød ham Grid, dersom han troede at hans Såar kunde læges.
Ivar svarede at han tænkte nok det, hvis han blot kunde faa Lægehjelp. Men
dette blev dog intet af, thi nær ved laa, ligeledes haardt saaret, hiin samme Brynjulf
Kalfssøn, der allerede paa Færøerne havde været i Slagsmaal med Sverre: han
rejste sig paa Knæerne, og hug med sit Sverd efter Kongen, sigtende efter Halsen,
just som han bøjede Hovedet ned. Kongen vendte Staalhuekanten til, saa at
Eggen rammede den, dog strejfede den Øret og gav ham en dygtig Flenge paa
Halsen; han kastede sig af Hesten til den anden Side, og i samme Øjeblik stod
1 Eindride Jonssøn var en throndhjemsk Lendermand, Søn af den lovkyndige Jon Mørnev, se ovenfor
B. VI. S. 306.
Orkneyingasaga S. 406 nævner urigtigt Ågeren (Kalvskindet), som det Sted hvor Ivar faldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
