Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN OG SVERRE SIGURDSSØN
130
roede ind i Elven, de andre fire lagde til ved Øren. Magnus stevnede lige imod
Erik Kongssøns Merke, og lod sit Skib lægge sig ved Siden klods ind mod Sanden;
Landingsbroerne bleve skudte op saa godt som under Birkebeinernes Fødder,
medens der fra de øvrige Skibe regnede Stene, Spyd og Pile paa dem. Dette
heftige Angreb kunde de ikke udholde, men vege tilbage, saa at Heklungerne
kom i Land. Birkebeinerne søgte vel at hindre deres videre Fremtrængen,
og der begyndte en hidsig Fegtning, hvor flere faldt og mange bleve saarede,
men da fandt ikke Bymændene og Ledingsmændene sin Regning ved at staa der
længer, og flygtede op i Byen. Da Birkebeinerne saa sin Fylking tyndes, medens
Heklungerne trængte kjekt frem, toge ogsaa de Flugten, en Deel af Heklungerne
forfulgte dem og nedlagde mange, en Deel vendte sig ud mod Øren, for at tåge
Kols Afdeling i Ryggen. Denne kjæmpede imidlertid paa det heftigste med Kri
gerne fra de andre Skibe, der strax vare sprungne ud, saa snart Skibene mødte
Grunden, og vadede ind mod Land, uagtet Våndet i Førstningen naaede dem under
Armene. Medens Kampen her endnu var i fuld Gang, sagde En til Kol: «jeg tror
vist at Heklungerne aUerede ere komne op i Elven.» «Da er det intet andet for
end at flygte,» svarede Kol. «Er ikke det nu for seent,» lød en Stemme bag ham.
Kol vendte sig, saa, at det var en Heklung, og hugg til ham med de Ord: «der
er de Djævle allerede komne.» Heklungen hugg igjen, flere kom til, og Kol faldt
med mange af sin Trop, de øvrige toge Flugten. Erik Kongssøn selv og mange
med ham flygtede ud gjennem Træborgen, og over Byaasen til Gauldalen; andre
op over Broen; mange søgte Fristed i Kirkerne, men til ingen Nytte, da Heklun
gerne vare saa forbitrede, at de ej ensede Kirkefreden, men lode Flygtningerne
drage ud af Kirkerne og dræbe. Dette skede endog i Christkirken, hvilket aldrig
før havde hendt. Saaledes blev Eyvind Skraape, en af de ældste Birkebeiner,
en stor, sterk og vældig Krigsmand, slæbt ut af Christkirkens Chor, og trukken
paa en ’Kjelke ned til Øren, hvor han blev dræbt. StaUaren, Gudlaug Vale, blev
ogsaa tågen ud af en Kirke: han blev ikke strax dræbt, fordi man vilde faa vide
af ham, hvor Sverre havde skjult sit Løsøre, og hvor Kongens Søn, Lavard, som
han opfostrede, var at finde. Da han ej vilde tilstaa noget, blev han lagt paa
Pinebænken, men udholdt standhaftigt Pinslerne, uden at aabenbare det Mindste.
Da lod Magnus ham dræbe. Hans Troskab og Standhaftighed vandt almindelig
Berømmelse. Saa godt som ingen af de Birkebeiner, der faldt i Heklungernes Hæn
der, fik Grid, og de holdt saaledes alt for vel deres Løfte. Hele Sverres Flaade,
i Alt 33 Skibe, faldt i Magnus’s Hænder. Fire af disse, hvoriblandt Olafssuden,
lod han i Hast sætte frem og udruste; til at faa de øvrige sejlklare var der ikke Tid,
og han lod dem derfor opbrænde. Det var nemlig ikke hans Hensigt, at blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
