Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 SVERRE SIGURDSSØN
den Besætning, der blev tilbage i Bergen, overdroges, som det synes, til tvende
dygtige og Kongen særdeles hengivne Mænd, Dagfinn, sædvanligviis kaldet Dag
finn Bonde, og i det mindste senere Gulathings Lagmand, samt Einar, ofte kaldet
Einar Prest, men endnu oftere Einar Kongsmaag, fordi han, uvist naar, havde
faaet Kongens Datter Cecilia til Egte. Disse to Mænd, især Dagfinn, spille fra
denne Tid af en meget fremragende Rolle. En Deel af Tropperne sendtes under
Anførsel af Kongesønnen Haakon til Nidaros, forat sikre denne Stad og Omegn
mod Angreb af Baglerne fra Oplandene1. Sverres første Besøg gjaldt Landskaberne
østenfor Folden, hvor han om Sommeren rejste om og inddrev Bøder og Lide
gjeld af Bønderne, saaledes som han havde gjort søndenfor. De faldt alle til
Fode, undtagen Skeynerne d. e. Indbyggerne af Skaun eller Rakkestad. For
ogsaa at bringe dem til Lydighed, begav han sig op til Sarpsborg, lod en Deel
Skuder trække forbi Sarpen, og roede siden med dem op ad Glommen, indtil de
kom til Skaun, hvor han gik i Land med sine Folk og begyndte at brænde i hele
Bygden. Da bleve Bønderne forskrækkede, bade om Naade, og udredede det
forlangte for at faa Fred. Paa denne Maade var hele Østlandet undertvunget
eller i det mindste afstraffet, og Sverre vendte tilbage til sine Skibe for at drage
over Folden til Tunsberg, og jage Baglerne derfra. Reidar sad fremdeles i Be
fæstningen paa Slotsbjerget med henimod 240 Mand og flere Høvdinger, hvor
iblandt Hallvard Bratte. Sigurd Jarlssøn laa med Prætendenten Inge og Baglernes
Hovedstyrke paa Oplandene, og viste sig af og til i Viken, dog rimeligviis kun i
dens øvre og vestligere Dele; ved en saadan Lejlighed var det maaskee, at han kom
til Vinje i Thelemarken, og paa Kirkedøren med Runer skrev et Par Vers, hvori han
udtalte sit Haab om, at hans Æt endnu vilde kunne rejse Hovedet i Vejret2.
1 Dette omtales ikke i Sagaen, men sees af det følgende.
* Den Planke, hvorpaa disse Vers ere ristede, blev, da den gamle Kirke i Vinje nedreves 1796, bragt
til Kjøbenhavn, hvor den endnu forefindes i Antikvitetsmuseet. Af Versene mangler meget, og de ere
overhoved meget vanskelige at tyde (se Forsøget i Antiq. Annaler 11. 247) men man seer dog deraf saa
meget, at der udtales en Sorg over de ældre Frænders Død, (tvina bess sælir) men tillige et Haab om
at Sorgen skal forandres til Glæde (grætissétt at kæti), siden ikke alle Medlemmer af Slægten vare
faldne (fallnir ni6r mes allu). Og nedenfor er der, rimeligviis af en Tilstedeværende i hans Følge, eller
maaskee af Presten i Vinje, skrevet, ligeledes med Runer: Sigurd Jarlssøn ristede disse Runer Løver-
dag efter Botolfsmesse, da han færdede hid og vilde ej gaa til Forlig med Sverre, hans Faders og Brødres
Banemand.» Man seer heraf, at dette maa være skrevet før Sverres Død (Marts 1202), og efter at ej
alene Kong Magnus, men ogsaa i det mindste een til af Sigurds Brødre, vare faldne i Kampen mod
Sverre, siden flere «Brødre» nævnes; ja da Sigurd opholdt sig hos Sverre som et Slags Fostersøn af ham
indtil 1192, maa det have været efter Slaget i Florevaag. Da Løverdag efter Botolfsmesse 1195 og 1200
falder paa St. Hansdag, kan det ej have været i disse Aar; en lignende Betænkelighed opstaar vel ogsaa
med Hensyn til 1201, hvor hiin Løverdag er St. Hans Aften, men muligt var det dog her, at man havde
regnet fra den foregaaende Festdag. Forkastes 1201, har man kun 1197 tilbage, da Sigurd var kom-
men tilbage til Oplandene efter Toget til Nordfjord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
