Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 Harald Haarfagre.
et Sagn, at de dratte Mamd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen iscrr
ramme den, foran hvilken de faldt. Olve rykkede nu frem med sit Forslag, at han
og Ssnnen skulde ssge Kongen og forlange Bod ; han sagde at de vilde have
megen Herder af denne Rejse. Kveldulf undsiog sig formedelst sin Alderdom,
og Grim, eller Skallagrim, som han scrdvanlig kaldtcs, vilde heller ikke i
Fsrstningen, men lovede det dog omsider paaOlves indstcrndige Vsn. Da
gen blev aftalt, naar han skulde komme, og Olve drog tilbage. Skallagrim
begav sig til bestemt Tid paa Vejen, ledsaget af tolv af sine storste og ster
keste Huusfolk og Naboer. De rorde md i Osterfjorden, gik op til Evan
gervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen var til
Gilde. Her lod Skallagrim Olve kalde ud til sig; denne blev glad ved
hans Komme og bad ham fslge med md i Stuen. Skallagrim gik md,
selv sjette; de svrige sex bleve staaende udenfor for at passe paa Vaabnene,
da det ej var tilladt at komme bevcrbnet md for Kongen. Han Mede sig lige
bagenfor Olve, som forestillede ham for Harald, og ncevnte hans Mrende.
Kongen saa med Forundring paa den kcrmpestore, skåldede Mand, og til
sagde ham Bod og stor Herder, hvis han vilde trcrde i hans Teneste.
Men dette frabad Skallagrim sig til Kongens store Wrgrelse, forlod strar
Gaarden, og skyndte sig bort over Våndet. Kongen lod satte ester dem,
for at drcrbe Skallagrim, men Olve havde forsigtigviis ladet hugge Hul i
Vaadene, saa at Ingen kunde komme over Vandel, og de Udsrndte maatte
drage tilbage med uforrettet Sag. Da Skallagrim kom hjem, blev Kveld
ulf glad ved at hore, at han ej havde ladet sig overtale til at gaa i Kon
gens Tjeneste. Men de bleve dog enige om, at dtt ikke lcrnger kunde nytte
dem at forblive i Landet. De besluttede derfor at stytte til det nys opdagede
Island, hvor allerede flere af deres Vekjendte og Venner havde nedsat sig.
De udrustede tidligt om Vaaren (878) to store Knerrer med 3tt vaaben
dygtige Mcend paa hvcr, foruden Kvindrr og Bsrn; de toge alt deres Lss
ere med, men dercs Jordegods fik de ikke solgt, da Ingen torde kjobe det,
af Frygt for Kongens Vrede. Det blev saaledes kongelig Gjendom. Da de
vare fcerdige, sejlede de afsted, og laa en Tidlang ved Solund-Ocrne uden
for Sognefjorden, sandsynligviis for at opprbie en Lejlighed til at hevne sig
paa Kongen, forend de for stedse sagde Landet Farvel. En saadan Lcjlig
hed tilbod sig ogsaa, bedre end de kunde have ventet. Kongens Morbroder,
Hertug Guthorm, var nylig dsd i Tunsberg, og havde efterladt fire Bsrn,
to Sonner og to Dsttre; Kongen havde sendt Sigtrygg og Hallvard afsted
paa det Skib, de havde taget fra Thorolf, for at hente Ssnnerne til ham.
Det traf sig saa, at de paa Tilbagevejen just kom over Sognssen, medens
Kveldulf og Skallagrim laa der. Den starpsynede Skallagrim kjendte Ski
bet igjen allerede i lang Afstand, og foreslog sin Fader at angribe det. Han
var, Mgtet sin hsje Alderdom, strar villig, og de bemandede nu begge sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
