Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jsland. Vranden paa Bergthorshvai. - 433
ler ikke at bevæge til at forlade dem. »Du har lovet mig, Bedstemoder«,
sagde han, »at vi aldrig skulde skilles ad saa længe jeg vilde være hos dig«.
Njaal gik nu til Sængs med Bergthora og Drengen, lod sin Brhtje (for-
nemste Træl) vrede en raa Orehud over dem, og bad ham siden huske paa,
hvor deres-Been vare at søge: de signede sig og Drengen, befalede sig Gud
i Vold, og stalte intet Ord mere. Brhtjen gik ud og fortalte alt sammen til
Ketil·Sigsnssøn, som hørte det med den inderligste Sorg. Da Skarphedin
saa sin Fader længe sig, sagde han: »man kan merke at vor Fader er gam-
mel, han gaar tidlig til Sængs«. . Skarphedin, Kaare og Grim kastede de
brændende Træsivkker ud paa Fienderne, eftersom de faldt ned; disse kastede
igjen Sphd ind efter dem, men de grebe Sphdene i Luften og kastede dem
atter ud, saa at Flose tilsidst forbød sine Mænd at angribe dem med Vaa-
ben, da Ilden nok vilde gjøre.det af med dem. Imidlertid begyndte Tag-
hjelkerne at falde, og en Tverbjelke blev liggende saaledes i den ene Ende af
Skaalen, sat der var nogen Mulighed for at løbe op ad den og hoppe ud
Kaare vilde at Skarphedin skulde forsøge sin Lykke, og tilbod at hjelpe ham,
men Skarphedin var ej at formaa dertil; han paastod at Kaare skulde løbe
først, derpaa vilde han selv følge efter. Kaare maatte foje ham, slængte en
Vrand mod dem, som stode udenfor paa dette Sted, saa at de vege tilside,
og kom derpaa selv heldigt op paa Væggen og ned Paa Marken, men med
Haar og Klæder i lhs Lue Dette var dog hans Lykke, thi i Nogen og
Forvirringen troede de Andre at det kun var en Brand, som Skarphedin
havde kastet ud. Kaare ilede til en Bæk, hvori han styrtede sig og slukkede
Ilden, og løb siden, skjult af Nogen, længer vort, indtil han kom i Sikker-
hed. Skarphedin forsøgte ogsaa at løbe opad Tverbjelken, men den var al-
lerede saa forbraendt paa Midten, at den brast under ham. Et andet For-
søg gik ikke bedre. En af Angriherne, Thraains Brodersøn, løb udenfra op
paa Væggen og spurgte om han græd »Nej vist ikke-, svarede han, »men
Nogen soier i mine Øjne«. Den anden lo, for første Gang, som han sagde,
siden Skarphedin dræbte Thraain »Der har du en Mindegave derom«,
sagde Skarphedin, tog en af Thraains Ierler, som han lige siden hiin Gang
havde gjemt, op afLommen, og kastede den paa ham, saa den rammede hans
Øje og slog det ud. Kort efter faldt Grim død ned, kvalt af Nogen, og
hele Taget styrtede ned med et stort Brag over Skarphedin, saa at han ej
kunde røre sig. Det varede dog længe førend han døde, og endnu hen paa
Morgenen skal man have hørt ham træde en Vise. Imidlertid kom en Mand
ridende forbi, som naturligviis gav sig i Tale med dem om det sort-faldne
og spurgte, hvor mange der her vare omkomne. Flose nævnte de fornemste,
blandt dem ogsaa Kaare. ,,Da«kan jeg fortælle eder," sagde den anden, ,,at
jeg denne Morgen har talt med Kaare; hans Haar og Klæder varc for-
Munco Da nocnc Fccks vino-la 1. »· · 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
