Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Opdagelsers-reiser til Amerika. 463
delsrrjse til Dublin. Da han skulde rejse hjem til Island, overfaldtes han
af en svær Nordoststorm, der drev dem langt ud i Havet mod Sydvest, saa
at ingen af Besertningen vidste, hvor de vare eller hvor Land var at sindi-.
Det var allerede ledet langt ud paa Sommeren. De gjorde mange Løfter
til Gud, for at komme til Land, og endelig opdagede deet stort Land, som
de slet ikke kjendte. Kjede af at drive omkring paa Havet, feilede de til-Ky-
sten, hvor de fandt en god Havn. De havde ikke været der længe, førend
der kom Folk til dem, hvis Sprog de ej forstode, men som de dog syntes
nærmede sig meest det irske. Der kom flere og flere, saa at det tilsidst var
flere Hundreder; de angrebeGudleif og hans Mænd toge dem til Fange og
sorte dem op i Landet. Her blev der holdt en Naadslagning over hvad der
skulde foretages med dem, og de kunde skjønne saa meget, at nogle vilde have
dem dræbte, andre fordeelte omkring som Trælle Da kom der en stor Flok
ridende, foran hvilken der blev baaret et Merke eller Banner, under hvilket
der red en høi og statelig, gammel Mand med hvidt Haar, for hvem alle
bøiede sig, saa at de kunde skjønne at han maatte være Flokkens Hovding
Han lod Gudleis og de øvrige Fanger bringe for sig, tiltalte dem paa Norsk,
og spurgte dem, hvorfra de vare. De svarede, at de fleste as dem vare Is-
lændinger, navnligen Gudleis Til ham henvendte nu Oldingen flere Spørgs-
maal, nemlig fra hvilket Hered han var, og da Gudleis nævnte Borgarfjorden,
spurgte han om næsten enhver af de meest anseede Mænd saavel der, som iBrei-
dasjorden Jsær spurgte han om Snorre Gode, hans Shster Thurid paa
Frodaa, og hendes Søn Kjartan, som nu boede der. Imidlertid raabte de
Indfvdde at man skulde fatte en Beslutning om Fangerne. Oldingen gik nu
afsides med tolv andre Mænd raadslog en Stund med dem, og kom tilbage
med den Besked, at Afgjørelsen var overladt ham, og at han tillod dem at
rejse; han raadede dem til at skynde sig bort jo før jo heller, skjønt det var
langt paa Aaret, da de Indfodde ej vare at stole paa, og allerede vare misfor-
nojede med at maatte give Slip paa dem. Han vilde ej sige dem sit Navn, for
at ikke hans Frtrnder og Venner skulde finde paa at opsøge ham og komme
i lignende Fare, da han deels inden den Tid kunde være død, deels ogsaa
havde sine Overmænd mod hvem han intet formaaede, men som ej vilde
vilde vise lldlændinger nogen Skaansel Han var dem behjelpelig med
Skibets Udrustning, og var selv tilstede indtil de med første gunstige Vind
kunde sejle afsted. Ved Afrejsen leverede han Gudleis en Guldring og et
Sverd, og bad ham, hvis han kom til Jsland, at give Thurid paa Frodaa
den første, og hendes Søn Kjartan det sidste. Paa Gudleifs Spørgsmaal
fra hvem han skulde sige at disse Gaver vare sendte, svarede hans ,,fra en,
som var en bedre Ven af Huusfruen paa Frodaa, end hendes Broder, Go-
» den paa Helgafell Me11«, lagde han til, »om Nogen tror at kunne gjette,
hvo Giveren er, saa hils og sig, at jeg forbyder enhver at komme hid og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
