Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oiaf lader sine Skive tin-age. 739
man havde gjort paa det sidste Krigstog, bleve slupne løs af Veftgvten Tove
Valgotssvn og Jslcendingen Egil Sidu-Hallssvn, den sidste af de fire Giv-
ler, der endnu opholdt sig hos Kongen og havde gjort Folge med ham paa
Toget. De skulde den Nat passe paa Fangerne, der holdtes bundne oppe
i Land, og Tove vntedes3, som det fortælles, saaledes over at hore deres
Jammer og Klage, at han overtalte Egil til i Forening med ham at skeere
deres Baandover og lade dem slippe bort. Herover blev Kongen, som
venteligt var, meget opbragt, og ikke mindre Hæren; han havde nær ladet
dem begge drabe. Dog sparede han deres Liv, især da Tove lovede at
bringe sin bedenske Fader Valget til Kongen for at han kunde blive dobt,
hvilket ogsaa skede. Da Tove siden nævnes som en af Olafs troeste Til-
hængere, kan man vel ej antage at Forrecderi her var med i Svillet, men
Sagen i sig selv maatte lige fuldt være Kongen meget ubehagelig1). Ten
fremskvndede maaskee hans Beslutning, at drage bort. Flere af hans Mænd
raadede ham nu til at benytte den forste gode Vind, og sejle ud gjennem
Øresund, da Daneriie, som de sagde, neppe vilde vove at angriveham. Men
Kongen lod Olaf Trvggvessons Exempel være sig en Advarsel, og da han
vidste,- at der i Knuts Herr vare mange Nordniarnd mistirnkte han, og
visselig med Rette, dem af hans egne Mænd, der gave ham hiint Naad,
for hemmeligen at staa iLedtog med Knut. Han forkyndte derfor den
Beslutning, at han vilde drage over Land gjennem Gaiitland til Morge; og
at de som vilde folge ham, maatte gjøre sig rejsefirrdige Skibene med
alle deres Forraad, som de ej kunde medtage, vilde han sende efter til en
svensk Havn, hvor de kunde være under Sviakongens Varetasga Den eneste,
som vccgrede sig ved at følge Kongen, var Haaret af Thjoita, der sagde at
han var for gammel og tungfor, og for lidet vant ved at gaa, til at drage
1) Olaf den hell. Saga, Cap. 153. Snorre, Cap. 165. Beretningen er, egentlig
legendarifk, og fortælles vidtløftigt saavel i den leg. Saga, Cap. 53—55, som
i Flatobogen (Foknm. s. V. S·32Uz det heder at Olaf siden helbredede Egil
for en Hjerte-Sygdom; Valgaut (ogsaa kaldet Valgard) gjøres tilJarl, og Begi-
venheden sættes iForbindelse med en, som det synes, aldeles uhjemlet og ukigtig
Fortælling om et Fredsmode, Olaf skulde have aftalt i Limfjorden med Kniit,
men hvor denne udeblev« og hvor Olaf fik faa tydelige Beviser paa at Kniit Vilde
svige ham, at han besluttede at herje« tage alle femtenaarige og derover til
Fange, og plyndre saa meget Gods som muligt. Disse Fanger skulde da Egil
og Tove siden have sat paa fri Fod. Sagnet er aabenbart vedligeholdt iEgil
Sidu-Hallssons Æt; der tales ogsaa om at Egil havde sin Kone Thee-lang
og Datter Thorgerd med sig, om hvilken sidste Kong Olaf sagde at hiin var
bestemt til en stor Lykke: her-sigtes til, at hun siden blev Moder til den hel-
lige Viskop Ion. Ligeledes nævnes Egils Som der efter hans Ven blev kal-
det Tove, og dennes Datter Thordis. Naar det legendarifke fraregiies, er der
isig selv intet urinieligt i selve Beretningen oni Fangeriies Laeladelie. At
den fremfkyndede Kongen-3 Afreise, siges temmelig tydeligt i kort-ni. S. S. 323.
47 i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
