Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494 Magnus Olafsssn (Varfod).
til Viken, hvor han tog Vejtster hos sine Lendermcend. Han tilkjendegav
dem, at han nu vilde hjrmsoge Sveinke. I maa vide", sagde han, «at jeg
vil verre Enekonge her i Norge, saa lcrnge der ej findes nogen jevnbyrdig
med mig, og jeg sinder mig ikke i en saadan Uforskammenhed af Lender
mcrnd, at de behandle mine ypperste Hevdinger saa skammeligt som Sveinke
har behandlet Sigurd Ullstreng". De forberedte ham paa, at han i
Sveinke vilde finde m baade mcrgtig og uvoren Modstander, som hverken
havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod sig ikke afskrcrkke, og
drog afstrd, ledsaget af de tre ovenfor ncevnte Lendermcend. Da de kom
udenfor Sveinkes Gaard, forestoge disse Lendermcend som det forsigtigste,
at de fsrst skulde gaa i Land og undersoge Forholdene, da de frygtede for
at Sveinke havde mange Folk hos sig, ej alene hjemme paa Gaarden, men
ogsaa furdeelte rundt om i Skovene. Kongen bad dem gjsre som de vilde,
men lovede at lade Bsnderne undgjelde haardt, hvis de ikke holdt sig i Skik.
Te vare ikke komne langt, forend de saa Sveinke stevne ned fra Gaarden
med en herl Herr, yftperligt udrustet. Lendermcendene hcevede et hvidt
Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt. De tre Len
dermcend gik nu hen til ham. og Kolbein begyndte Samtalen med at hilse
ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham. saavel for sin egen som
Kongens Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. Vi tilbyde os", sagde
han, ..at bcere Fredsmaal mellcm eder, og du er dog en alt for forstandig
Mand til, uden at have provet mindelig Afgjsrclse. at ville stride mod din
retmcrssigt udvalgte og cettebaarne Konge: saadant har ikke bekommet no
gen vel". Sveinke svarede at det heller ikke var hans Hrnsigt at stride
med Kongen; Aarsagen, hvorfor han viste sig med en bcvcrbnet Skare,
var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtrcede Agrene eller
gjsre nogen Skade. Han lovede at holde stille der paa Stedet, medens
de vendte tilbage og sagde Kongen Vrsked. De gjorde saa, og da det
var dem scrrdelrs magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene
at alt var roligt og fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig
at overlade den hele Sag til Kongens Dom ; til Gjengjeld", sagde de, «bur
de I behandle ham saa nnldt som muligt. det vil verre eder til storst
Herder". Men Kongen svarede: denDom er snart afsagt: han skal for
lade Landet og aldrig komme tilbage, saa lcrnge jeg hersker i Norge; derfor
uden skal han miste alt sit Gods". Vil det dog ikke", indvendte Kolbein.
.vcere hcrderligst for eder og hores bedre for dem, der spsrge det, om I
lader det forblive ved Landflygtighedsstraffen, uden at han mister sit Gods,
som han behover til sit Underhold blandt mcrgtige Mcend udenlands?
Han vil dog aldrig kunne komme tilbage, saa lcenge vi have hans Lande i
Varetcegt, og du viser dig lige fuldt som en mcrgtig Mand. Tcrnk over
dette, tag Hensyn til dig selv og din Vcerdighed. saa vel som vore Ord".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
