Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
759
Bistop Arnalds Haardhed.
Liv, og sagde til Einar, at han vilde ansee ham for en Meeneder, hvis
han ikke tog klekkelig Hevn over Assur. Einar, der var en fredelig Mand,
gjorde Biskoppen Forestillinger, og ytrede at Assur dog havde haft stor
Grund til ZOrgrelse, saa at man ej maatte regne det saa noje med ham.
Men derom vilde Biskoppen intet hore, og viste Einar endog Kulde og
Uvilje, fordi han ej strax var rede til at foje ham. Denne Uvilje vovede
Einar ikke at trodse. Hans Ed forbandt ham til. som det hed, at for
svare Biskoppens og Kirkens Rettigheder, og mod sit Onske, kun dreven
af Frygt for den hevngjerrige Biskops Vrede, drcebte han Assur paa Kir
kegaarden ved Langenes, just som Biskoppen selv havde holdt Messe. Bi
skoppens Haardhjertethed gik saa vidt, at han neppe engang vilde tillade
at Liget fik en ordentlig Begravelse, uagtet Einar selv bad derom. Han
tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt sig, og hvor
ved ingen Prest var ansat, men han lod ikke nogen Prest synge over det.
forend det var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Viskoppen hans
grumme Ferd, og spaaede store Ulykker deraf, men Blskoppen meente, at
det ej havde nogen Ned.
Det rygtedes til Vesterbygden, hvor ilde det var gaaet Assur, og
hans Frcrnde og Kamerat, ved Navn Simon, besluttede at optrcede som
Gftermaalsmand. Ketil Kalfsson paatog sig at fore hans Sag, og drog
i Forvejen med Kolbein og nogle flere til Thinget i Garde. De ovrige
skulde strax folge ester paa Kolbeins Skib. Da Ketil og Kolbein kom til
Thinget, var den gamle crrvcrrdige Sokke allerede tilstede, og tilbod For
lig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfsssn paastod lovlig Rettergang, og
gik til Dommen. Her var dog Einar nu, som tidligere, pauferde, og drev
Dommerne fra hinanden, saa at Nordmcrndene ej kunde faa deres Sag
fremmet. Da de odrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, folte
Ketil og Kolbein sig ej mandsterke nok til at maale sig med Einar, men
modtoge, skjsnt hojst ugjerne, Sokkes atter fremsatte Mcrglingstilbud. Det
aftaltes, at Forliget skulde sluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved
Navn Eid, i Ncerheden af Garde. Imidlertid kom ogsaa de ovrige Nord
mcrnd vestenfra, og Kolbein ytrede. at havde de vcrret tilstede paa Thinget,
vilde det neppe nu vcere saa ncrr ved Forlig. Efter hans Forslag droge
de alle, fuldt udrustrde, til Forligsmsdet, og skjulte sig i en afsides Vaag
ikke langt fra Bispegaarden. Einar kom just, som det ringede til Hojmesse.
Nordmcendene, som horte det, sagde at man gjorde alt for megen Mre af
ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelse. Ketil
bad dem ikke at cergre sig derover, da det maaskee torde blive til Lig
ringning inden Aften. Einar satte sig nu med sit Folge paa en Bakke,
og Ketil, Simon, og flere af Nordmcrndene traadte frem, for, som det
hed, at afslutte Forliget. Sokke, Einars Fader, fremlagde adskilligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
