Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
den vei som ens eiendommelighet anviser, skildres,
hentes næsten altid billeder fra naturens liv; det
er den skjønne natur der er blit frigjort fra «formens
snørliv»; det er menneskelivets vaar der frit kan
utfolde sin skjønhet. I begyndelsen av anden akt
siger Falk, der først ved Svanhilds ord til ham er
vakt til fuld forstaaelse av sin gjerning:
«Med Herrens solskin jeg i dagen triner;
min vaar er kommen og min sjæls forvandling;
herefter digter jeg i daad og handling.»
Billedet med vaaren kommer overalt igjen.
Svanhild skildrer gjennembruddet i sit liv netop paa
samme maate som Falk:
«Nu springer løvet ud; min vaar begynder!»
Der tales videre om «vaarens glade svend»,
«hans vaardags brud», «et vaardagsstævne», «børn
af vaaren» o. s. v.
Den skjønne vaar er tillike menneskelivet,
saadan som Gud har villet at det skal være.
«Men skal De aandigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige natur.»
Gud har netop villet at menneskelivet skal
være fuldt og rikt som vaaren. At leve i [«Herrens
vaarlige natur» er derfor at opfylde Guds
bestemmelse med sig, og naar dette sterkere betones,
fremkommer den formel for livet der hos Ibsen
spiller en saa stor rolle, nemlig at leve for sit kald.
«Ja, det er netop frihed,
at gjøre heltud fyldest i sit kald,»
siger Falk til Svanhild. Det er jo dette begrep, at
leve for sit kald, der i «Brand» er blit hovedbegrepet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
