Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
gaaet den Forandring med det Oplevede, hvorved
det har tabt alt det Pinlige.» Dette er overgit
til glemselen. «Glemsel er den Sax, med hvilken
man klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel
at merke under Erindringens allerhøieste Opsyn.»
Glemsel og erindring gaar sammen, og deres
kunstneriske enhet er det arkimediske punkt som
man løfter hele verden fra.
Det var imidlertid ikke bare erindringen i
strengeste forstand Kierkegaard mente, naar han
brukte dette ord; han mente i det hele livet i
fantasien. Det var for det lysende forestillingsbillede,
enten dette gjengav fortid eller malte fremtid,
virkeligheten mørknet. «Derfor finder jeg,» siger
han, «saa liden Glæde ved Tilværelsen, fordi, naar
Tanken om Noget vaagner i min Sjæl, vaagner
den med en saadan Energie, i en saa overnaturlig
Størrelse, at jeg ret egentlig forløfter mig paa den.»
Men netop fordi forestillingslivet mættet ved sin
egen rigdom, og der saaledes intet var som drev
ut over forestillingerne selv og egget til handling,
kan dette forestillingsliv med rette kaldes erindring.
Her var overalt en stille, dvælende følelse, som
ved al erindring. Her var alt avsluttet, intet som
higet mot en fremtid som skal føres frem ved
handling.
Hvorledes alt som skulde gaa freidig mot
fremtiden, i hans sjæl gjør helt om og vender
tilbake i fortid, skildrer han allerede i sin bok om
ironien. «Der hører Mod til, naar Sorgen vil
bedaare En, naar den vil lære at forfalske al Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
